Oberst: Den Internationale Straffedomstol er en trussel mod fred i Mellemøsten

Af Oberst Richard Kemp –  Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute.

Den Internationale Straffedomstol (ICC) ventede, til efter at USA’s nuværende præsident Joe Biden havde aflagt embedseden, før den egenhændigt tildelte sig selv territorial jurisdiktion over Israel — mere end et helt år efter, at dens eget forundersøgelseskammer var blevet bedt om at afgøre sagen. Med præsident Donald J. Trumps sanktioner imod ICC-personalet in mente, herunder hans tilbagekaldelse af chefanklager Fatou Bensoudas indrejsevisum til USA, og hans advarsler imod bestræbelser på at stemple Israel og andre allierede som krigsforbrydere, havde domstolens embedsfolk ikke stålsatheden til at fremsætte bekendtgørelsen, mens han endnu befandt sig i Det Ovale Kontor.

ICC har længe haft blikket rettet mod, hvad den utvivlsomt betragter som en uhellig treenighed: Israel, USA og Storbritannien. Det er der to grunde til. For det første er det de tre vestlige demokratier, som mest aktivt benytter legitim militærmagt til at forsvare deres interesser. Dette er en pestilens for den venstreliberale doktrin hos ICC’s embedsfolk og deres sjælevenner på så moralsk udsvævende steder som FN’s Menneskerettighedsråd. For det andet ønsker de at signalere dydighed og afbøje den kritik om, at domstolen er forudindtaget imod afrikanske stater, som fik Sydafrika, Burundi og Gambia til at true med at trække sig ud i 2016. Men ifølge ICC’s charter er håndtering af lande, som mangler vilje eller evne til at retsforfølge deres egne, domstolens eneste formål. Dette gælder for visse stater i Afrika og andre steder, men det gælder påviseligt ikke for Israel, USA og Storbritannien, som alle har mangeårige, globalt respekterede retssystemer.

Det lykkedes ikke for Bensouda at få sin vilje mod USA og Storbritannien. Selvom forundersøgelseskammeret fik forelagt mere end 20.000 siders dokumentation til støtte for hendes krav om en formel undersøgelse vedrørende påståede forbrydelser begået af amerikanske styrker i Afghanistan gennem en 15-årig periode, afviste kammeret hende, til dels på grund af amerikanernes retmæssige nægtelse af at samarbejde med en organisation, som de forudser med stor sandsynlighed vil misbruge sin magt. Efter først at have lukket en indledende undersøgelse vedrørende beskyldninger mod britiske styrker i Irak i 2006, genåbnede Bensouda senere sin undersøgelse i 2014, men var tvunget til at lukke den igen i 2020 med en indrømmelse af, at “ingen af de potentielle sager opstået af situationen ville være fremlæggelsesberettige for ICC”.

Så i øjeblikket er Israel prisen, trods den afvigende opfattelse hos den ungarske dommer Peter Kovacs, den ene af de tre dommere som fastslog ICC’s jurisdiktion:

“Jeg finder hverken Flertallets tilgang eller dets ræsonnement passende i besvarelsen af det for dette Kammer fremlagte spørgsmål, og set med mine øjne har de ingen lovhjemmel i Rom-Statutten og endnu mindre i offentlig international lov.”

Israel har altid stået øverst på Bensoudas liste, ansporet af Det Palæstinensiske Selvstyres ønske om at undergrave den jødiske stat gennem en dobbeltsidig strategi om at hjernevaske egen befolkning til at kaste sig ud i vold og at manipulere internationale organisationer som ICC til at delegitimere lovlige defensive bestræbelser. Bensouda er også blevet opmuntret af et hævngerrigt FN Menneskerettighedsråd, som i årevis har gjort sig uhørte bestræbelser på at tvinge israelere på anklagebænken og været tvangsmæssigt optaget af denne ondsindede mission på bekostning af egentlige menneskerettighedskrænkelser.

ICC’s planer mod Israel er de seneste i en lang historie om forsøg på at kue og straffe modvillige jøder, som dømmes ude af stand til at styre sig selv. Når man undersøger de vrid og fordrejelser, som domstolen har foretaget for blot at nå frem til dette punkt, og som er uden sidestykke, kan man ikke andet end spørge, om motivet er antisemitisme.

Følgerne af ICC’s beslutning vil være dybtgående. Dette er blot enden på begyndelsen. Hvis det ikke standses, vil der i årevis, måske i årtier, komme til at foregå undersøgelser af falske beskyldninger om krigsforbrydelser, som vil skabe en global guldgrube for alle, der hader Israel, herunder i FN, EU, diverse regeringer, på universiteter og i såkaldte menneskerettighedsgrupper. Selvom en beslutning om jurisdiktion ikke implicerer skyld, vil den bredt blive beskrevet som netop det og blive brugt til at vække had og vold imod israelere og jøder overalt.

Men den mest skadelige virkning af ICC’s beslutning vil blive følt af de palæstinensiske arabere, som i årtier er blevet misbrugt som politiske skakbrikker af deres egne ledere, og som ville være de mest begunstigede ved en hvilken som helst fredsaftale med Israel. ICC’s afgørelse gør sådan en aftale endnu mere fjern i dag.

Efter flere år med kontraproduktive fredsprocesser ved USA, EU og andre, har Abraham-Aftalerne i 2020 for første gang skabt en reel mulighed — uanset hvor skrøbelig — for fred mellem Israel og de palæstinensiske arabere. I modsætning til den tidligere amerikanske udenrigsminister John Kerrys kategoriske forsikring i 2016 om, at “der vil ikke opstå nogen særskilt fred mellem Israel og den arabiske verden uden den palæstinensiske proces” — hans berygtede fire “nej’er” — så er det præcis, hvad der skete sidste år.

Det kom som et alvorligt slag for de palæstinensiske ledere, som vedvarende har afvist alle fredsbestræbelser, senest under præsidenterne Obama og Trump. I stedet for at forsøge at nå til en form for forståelse med Israel, har de til stadighed haft for øje at formøble kæmpesummer af udenlandsk hjælp til egen personlig vinding samt på deres ondskabsfulde program imod Israel, samtidig med at de har brugt de uheldige fredsmagere til at opnå indrømmelse efter indrømmelse fra den jødiske stat uden selv at levere nogen.

Den palæstinensiske ledelse har også satset stærkt på opbakning fra andre lande i Mellemøsten. Men den stadige udtynding i støtten fra arabiske ledere, der er irriterede over den uforsonlige holdning, begyndte i stigende grad at bekymre palæstinenserne. De palæstinensiske lederes frygt eksploderede i en katastrofe — endnu en “nakba” — da UAE, Bahrain og Marocco, bakket op af Saudi-Arabien, underskrev Abraham-Aftalerne. Efterhånden som Abraham-processen voksede i styrke i slutningen af sidste år, var der tilsyneladende nogle i den palæstinensiske ledelse, som indså, at spillet kunne være tabt. Vrede fordømmelser af deres arabiske naboer syntes at skrumpe ind til surmulende resignation, mens de klumrede rundt efter et svar.

Dette kunne have været tidspunktet, hvor folk som Det Palæstinensiske Selvstyres præsident Mahmoud Abbas konkluderede, at der måske ikke var anden vej end at finde en måde at omgås israelerne på. Det var umuligt for ham at skjule, hvad der foregik i Mellemøsten uden for Vestbredden, med den voksende erkendelse blandt hans uoplyste befolkning af, at det måske alligevel var muligt at forestille sig at arbejde sammen med Israel i stedet for imod det, sådan som deres brødre i Dubai gjorde det.

Heri lå en mulighed for kreativt diplomati for Biden-administrationen. På den ene side at opmuntre til yderligere fremskridt i Abraham-projektet, og på den anden side at genoprette forbindelserne til palæstinenserne, efter at de havde nægtet at have noget som helst at gøre med den forhadte Trump. En behændig tilnærmelse, i stedet for en tilbagevenden til Kerrys udvandede fredsproces, kunne have udnyttet den palæstinensiske ledelses nye nakba, til fordel for fred og fremgang for deres befolkning.

Ind på scenen træder ICC’s forundersøgelseskammer og kaster en livline ud til Abbas og hans håndlangeres ondskab. Hussein al-Sheikh, Selvstyrets minister for civile anliggender, erklærede afgørelsen for at være “en sejr for rettigheder, retfærdighed, frihed og moralske værdier i verden”. Selvom al-Sheikhs beskrivelse er i diametral modsætning til den faktiske virkelighed, er der for Selvstyret bestemt tale om en vigtig diplomatisk triumf. I enhver konflikt kan selv en symbolsk moralsk opmuntring vende strømmen, genoplive svage ånder og genoprette viljen til at kæmpe videre.

ICC’s fejlbedømte indtræden i konflikten, især under så juridisk uholdbare og omstridte vilkår, besværliggør yderligere muligheden af en ægte dialog mellem Israel og palæstinenserne, hvilket er den eneste realistiske vej til at skabe fred mellem dem. ICC’s beslutning om at kriminalisere den langvarige politiske uenighed kan i sin effekt kun føre til yderligere polarisering, hvor der anspores til gensidige modbeskyldninger. Det vil med andre ord forværre konflikten, ikke bidrage til dens løsning på et tidspunkt, hvor en løsning kan have været tættere på end nogensinde.

I et ikke tidligere set skridt indleverede Tyskland, Østrig, Den Tjekkiske Republik, Ungarn, Australien, Canada, Uganda og Brasilien i begyndelsen af forrige år et andragende til ICC, som de alle er medlemmer af, hvori de fremførte, at en formel undersøgelse ikke kunne indledes, eftersom Det Palæstinensiske Selvstyre ikke lever op til definitionen på en stat ifølge Rom-Statutten, som skabte og styrer domstolen. Disse lande, hvis indvendinger vedrørende lovligheden af den retslige proces blev afvist, bør nu protestere voldsomt imod ICC’s beslutning om jurisdiktion, der ligeledes er juridisk uberettiget.

ICC’s arrogante fastslåen af egen myndighed over Israel er ikke bare skadelig for freden, den undergraver tillige domstolens egen troværdighed. Begge dele har så alvorlige konsekvenser, at de ansvarlige medlemsstater bør overveje at tilbageholde deres økonomiske bidrag til ICC, i det mindste midlertidigt, og afvente en tilbundsgående reform. Som ikke-medlem bør USA genoptage og forstærke sine tiltag imod domstolens embedsfolk, i stedet for Biden-administrationens sandsynlige tilbøjelighed til at bringe sanktionerne til ophør.

Oberst Richard Kemp er tidligere kommandør i den britiske hær. Han stod også i spidsen for det britiske regeringskontors team vedrørende international terrorisme og er i dag skribent og foredragsholder om internationale og militære forhold.