PÅ VEJ MOD ET FOLKETINGSVALG HVOR VI SKAL VÆLGE MELLEM ENTEN MORAL ELLER DOBBELTMORAL

De Radikale slingrefise, som Anker Jørgensen kaldte dem, har jo lovet os et folketingsvalg til efteråret, og hvis ikke de som sædvanlig lægger kursen om, får vi et valg i oktober eller november. Mette Frederiksen kan med lethed lukke luften ud af den slatne Radikale valgballon ved at optage partiet i regeringen, inden det nye folketingsår begynder i oktober. Ganske vist har de Radikale garanteret et folketingsvalg, hvis ikke statsministeren selv udskriver det inden folketingets åbning, men det løfte bliver til en flygtig luftart, hvis ministerbilerne glimter forude. Indtil videre må vi dog gå ud fra, at valget kommer som lovet af de Radikale. Hele 15 partier stiller op til folketingsvalget, som bliver en ulidelig ørkenvandring for de stakkels vælgere, der i en lang valgkamp må trækkes med endeløse tv-debatter og mediediskussioner, hvor de 15 partier vil forsøge at lægge maksimal politisk afstand til hinanden for så efter valget at falde tilbage til de gamle positioner, hvor valgløfterne kastes på møddingen til fordel for konsensus om hvad som helst.

Mette Frederiksen har naturligvis det problem, at hun er personligt fedtet ind i skandalesager som det ulovlige drab på minkavlen, FE-skandalen og en økonomi, der præges af inflation og recession forude. Det er også gået op for vælgerne, at Mette Frederiksen benyttede Covid pandemien til at fremprovokere den formynderstat, der er en enhver socialdemokrats inderste drøm og ambition. Hendes personlige omdømme har fået store skrammer til trods for makrelmadder, vinduespudsning og hendes tilsyneladende andel i Tour de France-sejren. Statsministeren må gå til valg på vælgernes frygt for alternativet.  Med kærlig hilsen til Thorvald Stauning vil vi se et Socialdemokrati, der hamrer løs på opråbet: Mette eller kaos. Det skal nok give pote over for de mange vælgere, der er villige til at ofre frihed for tryghed i børnehavestaten Og så kan vi også vente at høre det traditionelle socialdemokratiske kampråb: ”I må vælge mellem skattelettelser til de rige eller mere velfærd til os alle!” Den plejer at give gevinst hver gang.

De store borgerlige partier må gå til valg på den grimme sandhed, at de ikke mere er borgerlige, men er i drift hen mod en position som en slags reserve-socialdemokrater, der har forladt alle de borgerlige mærkesager. Venstre og Konservative har i skøn samdrægtighed med de pacifistiske Radikale i forlig efter forlig ruineret det danske forsvar, så vi i dag reelt er passive medlemmer af NATO. Folkeskolen befinder sig med borgerlig bistand i dyb krise, og det er aldrig lykkedes at komme igennem med moderne skattereformer til stimulering af vækst og velstand. Iværksætterskatten er et borgerligt initiativ, og de borgerlige partier har intet, absolut intet gjort for at begrænse indvandring og ophold af klienter fra eksotiske samfund, hvilket nu koster skatteyderne omkring 90 milliarder kroner om året ifølge finansministeriets økonomiske redegørelser. De borgerlige partier har slugt det klimahysteriske evangelium råt og vrøvler bevidstløst med på den grønne omstillings værste uhyrligheder, der nu også har bragt os ud i en energikrise uden løsning forude.

Folketingsvalgets ideologiske og politiske vindere bliver Moderaterne, Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne. Moderaterne fordi de netop ingen faste politiske positioner har, men er med på den værste bare det sker ’hen over midten’. Meningsmålinger viser faktisk, at den er et flertal af vælgere med på. Nye Borgerlige er det eneste borgerlige parti, der kan præsentere et vaskeægte nationalliberalt partiprogram, der fastholder nationale demokratiske og kulturelle værdier kombineret med en liberal vækstøkonomi og en udlændingepolitik, der holder migrant-skruebrækkere og nasserøve ude af det danske samfund. Og Inger Støjbergs Danmarksdemokrater bliver også en vinder, fordi en stor skare af vælgere mener, at Støjberg fik en skidt behandling i rigsretssagen, der kunne være undgået ved at tildele Støjberg den næse, som Mette Frederiksen aldrig får for sit ansvar i minkskandalen. Danmarksdemokraterne har ganske vist ikke noget partiprogram, men det lader til, at omkring 800.000 vælgere er ligeglade og stemmer hende ind med måske 20 mandater, fordi Støjberg i sig selv er et politisk ikon, der repræsenterer holdninger, der er massivt til stede i vælgerhavet.

Vi får således et folketingsvalg, der handler ikke om politik, men om moral og troværdighed. Nemlig om politikernes troværdighed og vælgernes. Minkskandalen og Støjbergsagen viste os, at for politikerne er troværdighed bestemt af, hvad der er flertal for i folketinget. For vælgerne er troværdighed og moral forbundet med ærlighed, åbenhed og sine meningers mod. Dette bliver det virkelige tema i det kommende folketingsvalg. Og det er ikke det værste, der kan ske.