Palæstinensiske flygtninge: Trumps virkelighedstjek

Af Ruthie Blum –  Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute

Trump-administrationens erklærede plan om at afskaffe den amerikanske politik vedrørende emnet palæstinensiske flygtninge burde have været gennemført for længe siden. Ifølge de første medierapporter vil den nye politik – som er planlagt afsløret i begyndelsen af september og baseret på forseglet, klassificeret [hemmeligstemplet] information fra det amerikanske udenrigsministerium – reducere antallet af palæstinensere der af FN defineres som “flygtninge” fra fem millioner til 500.000 og dermed gendrive det tal, der hævdes af FN’s organisation for palæstinensiske flygtninge, United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees in the Near East (UNRWA). FN’s tal medtager efterkommere (ikke blot børn, men også børnebørn og oldebørn) af palæstinensere over hele verden, som aldrig har sat deres ben i hverken Israel, Gazastriben eller Det Palæstinensiske Selvstyre (PA). Den nye plan vil tilsyneladende også indeholde en afvisning af palæstinensernes såkaldte “ret til tilbagevenden” til Israel for flygtninge og disses efterkommere.

Washington har også meddelt, at man vil afbryde al amerikansk økonomisk støtte til UNRWA og efter sigende vil “bede Israel om at ‘genoverveje’ det mandat, dette har givet UNRWA til at operere på Vestbredden.”

Denne opbremsning af UNRWA’s operationer – som blev indledt i januar 2018, hvor præsident Donald Trump indførte en 65 millioner dollars nedfrysning af Amerikas årlige tilskud – er betydningsfuld, da det er første gang, en amerikansk administration rent faktisk har opsøgt og ageret på vidnesbyrd om den palæstinensiske flygtningeorganisation. Indtil nu har USA konstant forsynet UNRWA med milliarder af dollars, selvom vagthundeorganisationer – så som UN Watch, Palestinian Media Watch og NGO Monitor – gentagne gange har afsløret det totale og fortsatte misbrug af dens mandat, som i sig selv er noget af et under:

“En mere præcis arbejdsdefinition på et mandat er vanskelig, men nødvendig for at afgøre, hvordan UNRWA’s mandat er opnået. Generalsekretæren drøftede for nylig meningen med begrebet med henblik på at identificere og analysere mandater, som stammer fra resolutioner behandlet i Generalforsamlingen og andre organer. Generalsekretæren refererede til mandaters karakter og definition med henblik på denne undersøgelse:”

“…Mandater er både principielle og specifikke; de kan formulere nylig udviklede internationale normer, give strategisk politiske retningsanvisninger vedrørende konkrete og administrative emner eller kræve specifikke konferencer, aktiviteter, operationer og rapporter.”

“Af denne grund er mandater ikke nemme at definere eller sætte tal på; en konkret, juridisk definition på et mandat findes ikke”….

“Selvom begrebet “palæstinensisk flygtning” er centralt for UNRWA’s mandat, har Generalforsamlingen ikke udtrykkeligt defineret det.Generalforsamlingen har stiltiende godkendt den operative definition, som er blevet brugt i årsrapporterne fra Generalkommissæren, og hvori definitionen er blevet afstukket. Den operative definition har udviklet sig en smule via agenturets interne instrukser, men i praksis er der politiske og institutionelle grænser for det omfang, hvori agenturet kan udvikle definitionen selv….” (tekstfremhævelse tilføjet)

Endnu mere foruroligende er det, at en rapport fra det amerikanske udenrigsministerium, afleveret til Kongressen i 2015, som afslørede afgørende oplysninger om UNRWA’s bevidste opblæsning af antallet af palæstinensiske flygtninge, var mærket “klassificeret” [hemmeligstemplet] og dens afsløringer bevidst hemmeligholdt. Eksistensen af rapporten blev afsløret af Washington Free Beacon i januar 2018, næsten tre år senere. I april, hvor rapporten stadig ikke var blevet offentliggjort, opfordrede 51 medlemmer af Repræsentanternes Hus i et underskrevet brev – tilskyndet af Middle East Forum – Trump til at afklassificere rapporten.

I brevet anføres bl.a.:

“…Amerika har bidraget til [UNRWA] med 1 milliard dollars over de seneste fire finansår og med næsten $6 milliarder dollars siden UNRWA’s ikrafttrædelse i 1950. Det bekymrer os, at de amerikanske skatteyderes penge ikke bliver brugt ordentligt. Deres [præsidentens] tilbageholdelse af midler til UNRWA i januar med den betingelse, at den skal indføre reformer, var et glimrende første skridt. De amerikanske skatteydere fortjener at vide, hvordan deres skattepenge bliver brugt på palæstinensiske flygtninge og disses efterkommere…”

“For at få sagen undersøgt pålagde Senatsrapport 112-172 til Udenrigsministeriet, Foreign Operations, And Related Programs bevillingslovforslag i 2012 direkte udenrigsministeriet at udgive en rapport til Kongressen med detaljer om ‘det tilnærmelsesvise antal personer, som gennem det seneste år har modtaget ydelser fra UNRWA: (1) hvis opholdssted var Palæstina mellem juni 1946 og maj 1948, og som blev forflyttet som følge af den arabisk-israelske konflikt i 1948; og (2) hvem er [deres] efterkommere…”

“…Omsider, i 2015, leverede Obamas udenrigsministerium den krævede rapport til Kongressen i hemmeligstemplet form, uagtet at der ikke var nogen tydelig, national sikkerhedstrussel eller kendt, historisk præcedens…Vi mener, at denne hemmeligstempling var upassende og et bevidst forsøg på at skjule oplysninger for de amerikanske skatteydere…”

En efterfølgende appel blev indsendt i juli, hvor medlemmer af Kongressen opfordrede udenrigsministeriet til at frigive rapporten. Nu ser det ud til, at ikke alene vil oplysningerne blive offentliggjort, men de vil komme til at fungere som grundlag for Det Hvide Hus’ nye politik.

Adspurgt om denne nye politik under Sommermødet vedrørende National Sikkerhed i den i Washington, DC, baserede tænketank Foundation for Defense of Democracies den 28. august i år forklarede USA’s ambassadør til FN, Nikki Haley, regeringens tiltagende barske holdning over for UNRWA i særdeleshed og den palæstinensiske ledelse i almindelighed:

“Når man kigger på UNRWA… så kigger man på den kendsgerning, at ja, der er et endeløst antal flygtninge, som vedbliver at få hjælp, men endnu vigtigere, den [palæstinensiske regering bliver ved med at] angribe Amerika… De rækker hånden ud og ønsker penge af UNRWA. Det var forventet, sidste gang, at vi gav dem 130 millioner dollars. Vi skar det ned til det halve, idet vi sagde, at de virkelig blev nødt til at indføre reformer og få styr på de ting, de foretager sig, for de skriver antiisraelske og antiamerikanske ting i deres lærebøger. De foretager sig ikke nødvendigvis ting, som skaber fred… det er meget politisk…”

USA’s ambassadør til FN, Nikki Haley. (Foto ved Kena Betancur/Getty Images)

I en omfattende skrivelse fra 2017 vedrørende UNRWA fortalte tidligere israelsk ambassadør til Canada, Alan Baker, i detaljer, præcist hvor “politisk” organisationen er blevet:

… “UNRWA har, ifølge egen indrømmelse, stolt udviklet sig fra et midlertidigt hjælpe- og arbejdsprogram til en bred, social velfærdsorganisation inden for det palæstinensiske samfund. Det er blevet en selvstændig politisk organisation, baseret udelukkende på flygtningeproblemets fortsatte eksistens. Den har bevaret sine helt egne, selvstændige, politiske interesser, politikker og finansieringsmekanismer.”

“UNRWA beskæftiger 30.000 personer, hvoraf næsten alle er palæstinensere og nogle begår voldshandlinger og terror imod Israel så som at tillade, at der opbevares og affyres Hamas-raketter fra UNRWA-skoler eller -områder. I ét tilfælde, hvor våbnene blev opdaget, leverede UNRWA raketterne tilbage til regeringsrepræsentanter fra Gaza – med andre ord til Hamas-folk.”

Det er derfor overraskende, at embedsmænd fra det israelske forsvar ifølge rapporter reagerede på de første beretninger om en forestående amerikansk affinansiering af UNRWA med frygt, tilsyneladende fordi dette skridt kunne “skabe et vakuum i forsyningen af basale ydelser i [Gaza-] Striben, hvor flertallet af indbyggerne er afhængige af organisationen,” og “kan styrke terrorgruppen Hamas i Gaza og true Israels sikkerhed.”

Disse embedsmænd tager fejl, ifølge tidligere israelsk ambassadør til FN, Ron Prosor. I en nylig op-ed i Israel Hayom skriver Prosor bl.a.:

“Det er på høje tid, at disse embedsmænd indser, at UNRWA – U.N. Relief and Works Agency for Palestine Refugees in the Near East – ikke er løsningen, men selve problemet. Det er vanskeligt at forstå, at disse embedsmænd i Israel, af alle steder, hævder, at de ønsker at finde en løsning på et 70 år gammelt flygtningeproblem, men når stødet skal sættes ind, ser det ud til, at timingen aldrig er rigtig.”

“Skønt etableret til gavn udelukkende for palæstinensiske flygtninge har UNRWA, i stedet for at løse problemet, gjort alt i sin magt for at eviggøre det. I stedet for fred og sameksistens prædiker den had og ophidselse. I stedet for at bekæmpe terrororganisationer, samarbejder den med dem… Jeg er glad for, at Washington omsider forstår det, og jeg håber, at folkene i IDF’s hovedkvarter snart kommer til fornuft…”

“Til trods for at det er i Israels interesse på langt sigt, at UNRWA bliver lukket ned, handler forsvarets førende kredse i praksis som agenturets repræsentanter. Ifølge medierapporter tog det mindre end 24 timer for skræmmekampagnen at begynde med nogle embedsmænd, som hævdede, at ophøret af UNRWA’s operationer på Vestbredden og i Gazastriben vil medføre, at Israel kommer til at bære hele den byrde med at skaffe undervisning, sundhed og velfærdsydelser, som agenturet i øjeblikket har ansvaret for…”

“Der kan være vanskeligheder på kort sigt, men på længere sigt bør denne handling gennemføres. Vi kan ikke tillade, at taktiske bekymringer dikterer politikken og eviggør et strategisk problem.”

“Ansvaret for palæstinenserne og for UNRWA’s budgetter kunne overføres til FN’s Flygtningehøjkommissær, som tager sig af resten af verdens flygtninge, og som, ulig UNRWA, arbejder på at løse flygtningeproblemet i stedet for at eviggøre det.”

“Alternativt kunne de FN-organisationer, som allerede opererer i regionen, så som FN’s udviklingsprogram, United Nations Development Program, blive pålagt opgaven.”

“En anden mulighed kunne være at overføre budgetterne direkte til Det Palæstinensiske Selvstyre på Vestbredden, hvor UNRWA’s tilstedeværelse er særlig problematisk. Som situationen er i dag, ligger budgetterne hos UNRWA, som samarbejder med Hamas, som på sin side agerer imod Selvstyret. En overførsel af myndighed og midler til Ramallah ville komme til at styrke Selvstyret.”

Prosor slutter af med at rose Washington for at “se tingene klarere, end de gør i Tel Aviv,” og opfordrer Israel til at støtte Trumps bemeldte plan “helhjertet” som “den eneste måde at få flygtningeproblemet løst på og formentlig for os at komme nærmere en løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt.”

Hvorvidt Prosors forslag vil gøde jorden for Det Palæstinensiske Selvstyre til at forsone sig med staten Israels eksistens, står hen i det uvisse. Derimod er det tydeligt, at den nuværende Selvstyreledelse har udvist et åbenlyst fjendskab mod USA gennem de seneste 9 måneder.

Som Gatestones Bassam Tawil skrev for nylig:

“Palæstinenserne siger grundlæggende til amerikanerne: Vi har ret til at fordømme jer hver eneste dag, at brænde jeres flag og billeder af jeres præsident, at oppiske til had imod jer, at udløse ugentlige demonstrationer imod jer, at beskylde jer for at være under ‘indflydelse af den jødiske og zionistiske lobby’, og samtidig har vi ret til fortsat at modtage amerikanske skatteyderpenge”…

“De fortsatte retoriske angreb på den amerikanske regering er farlige, fordi de yderligere radikaliserer den palæstinensiske offentlighed og gør amerikanerne til fjender i mange palæstinenseres øjne. Gennem de seneste måneder har vi oplevet en stigende fjendtlighed mod amerikanske embedsmænd og borgere, som besøger Vestbredden, som et direkte resultat af denne oppisken”…

“Palæstinenserne beskylder nu USA for at forsøge at “afpresse” dem ved at skære i støtten. Ifølge palæstinenserne ønsker den amerikanske regering at tvinge dem til at acceptere Trumps endnu ikke afslørede plan for fred i Mellemøsten.”

“Det er imidlertid værd at bemærke, at den amerikanske regering endnu ikke har fremlagt sin formodede plan for palæstinenserne eller for nogen anden part. Så hvordan kan den amerikanske regering forsøge at presse eller “afpresse” palæstinenserne, når der ikke er blevet offentliggjort nogen fredsplan? Kan palæstinenserne pege på en eneste amerikansk embedsmand, som har bedt dem acceptere den usete plan eller støtte Trumps politik? Selvfølgelig ikke.”

“Der foregår rent faktisk en afpresning – men i præcis den modsatte retning. Palæstinenserne forsøger at afpresse USA ved at påstå, fuldkommen absurd, at de seneste amerikanske beslutninger bringer tostatsløsningen og udsigten til fred i Mellemøsten i fare.”

“Det er imidlertid de samme palæstinensere, som har nægtet at genoptage fredssamtalerne med Israel i de seneste fire år, længe før Trump blev valgt til præsident.”

Præsident Trump har tilsyneladende indset dette og har sendt et klart budskab til de palæstinensiske ledere om, at de ikke længere vil få lov til at benytte amerikanske penge til at eviggøre en flygtningekrise, som kunne være løst for længe siden; at ophidse deres befolkning til vold og terrorisme ved hjælp af økonomiske og andre incitamenter – og derefter forvente at blive belønnet for det; eller at afvise alle fredsinitiativer. At skære i støtten til UNRWA synes at være et godt sted at begynde.

Ruthie Blum er forfatter til “To Hell in a Handbasket: Carter, Obama, and the ‘Arab Spring.'”