PET havde Omar el-Hussein på sin ”bekymringsliste” umiddelbart før drabene ved Krudttønden og synagogen i København, skriver Berlingske.
Vi ved, at moskéer spiller en rolle i radikaliseringsprocessen. Freelancejournalisten Helle Merete Brix har derfor søgt aktindsigt i, hvilke moskéer Omar el-Hussein havde besøgt før terrorangrebet, men hun har fået afslag på aktindsigt, både fra PET og Statsadvokaten. Hensynet til de moskéer, Omar havde besøgt, vejer tungere end at offentligheden får indblik i terroristens færden inden terrorangrebet.
Helle Merete Brix kan naturligvis ikke bevise, at politiet med vilje hemmeligholder forbindelsen mellem terrorangrebet og islam. ”Men der tegner sig et billede af et politi, der er præget af en usund kultur af berøringsangst. Og hvad der udgår fra toppen i et samfund siver nedad og ind i lavere instanser”, skriver Helle Merete Brix.
Tore Hamming, der forsker i militant islamisme, siger: ”Det minder om det, vi har set flere gange i Frankrig – at det er personer på sikkerhedstjenestens liste over radikaliserede personer, der begår terror. Det er ufedt for de franske myndigheder, hver gang en person, de havde i kikkerten, begår et angreb. På samme måde er PET vel heller ikke glade for, at det er en, de havde på radaren, som begik angrebet i København, og jeg gætter på, at man ikke er særligt stolt over dette. Man har efterfølgende i PET måtte spørge sig selv, hvordan det kunne ske, når han står på sådan en liste. Det er ikke sikkert, at der er et godt svar”.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)