Københavns Vestegns Politi modtog i torsdag fmorgen kl 05.10 anmeldelse om at der var sket en eksplosion på Vandtårnsvej i Gladsaxe. Der blev straks sendt politi til stedet, som kunne konstatere, at der var sket en form for sprængning ved en virksomhed på vejen. Ingen var kommet til skade, men i forbindelse med hændelsen var der sket skader på ejendommen samt på flere vinduer i nabobygningen.
På grund af omstændighederne, blev forsvarets ammunitionsrydningstjeneste tilkaldt, og det blev vurderet, at der også skulle foretages undersøgelser af nabobygning. De ca. 250 medarbejdere i denne bygning blev derfor evakueret, mens undersøgelserne pågik. Ved middagstid kunne de vende tilbage, da virksomhedens bygning var blevet undersøgt og vurderet sikker.
”Vi efterforsker intensivt – og netop af hensyn til den efterforskning, har vi ikke mulighed for at give yderligere detaljer om sagen for nu” siger politiinspektør Mogens Lauridsen, som understreger at området er sikkert igen.
Vidner der har oplysninger i sagen, kan kontakte Københavns Vestegns Politi på 43861448. Samtidig er Københavns Vestegns Politi tilstede med en mobil politistation nær gerningsstedet. Her kan borgerne komme fordi, hvis de har oplysninger til sagen eller blot har behov for at tale med en politimand.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)