Politiet: Ingen gennembrud i alvorlig sag

Nordjyllands Politi efterlyste mandag i sidste uge, den 11. juli, vidner og informationer i en sag, hvor en ukendt gerningsmand d. 2. juli om aftenen brød ind i en spejderhytte nær Løgstør, hvorefter han satte ild til noget træ inde i hytten – branden blev dog heldigvis hurtigt slukket af tililende brandfolk. Senere – den 16. juli – var der igen påsat en brand samme sted, hvor brandvæsnet måtte rykke ud og slukke en brand i et skur. Ingen mennesker har været i fare i de konkrete tilfælde

 

Politiet ser med stor alvor på ildspåsættelser, der potentielt kan udvikle sig farligt og i øvrigt kan forvolde stor skade – og så skaber påsatte brande helt naturligt betydelig utryghed for de berørte og i lokalområdet.

Og det var da også baggrunden for, at politiets efterforskningsledelse mandag den 11. juli gik i offentligheden med billeder af den formodede maskerede gerningsmand, mens han var i færd med at bryde ind i spejderhytten beliggende på Brøndumvej, Brøndum nær Løgstør.

Borgerhenvendelser vigtige

Men den efterlysning har ikke medført, at der er indkommet tips eller andre informationer i sagen, der kan føre efterforskningen til et gennembrud. Desværre.

”Vores efterforskning af brandene er stadig verserende. Vi har fortsat spor at forfølge – og vi er også interesseret i flere henvendelser fra borgere, der måtte have informationer i sagen eller i øvrigt har gjort nogle interessante observationer omkring gerningstidspunkterne,” fortæller efterforskningslederen, vicepolitiinspektør Niels Kronborg, der som et eksempel på et spor, som politiet forfølger, nævner en observation lørdag den 2. juli omkring kl. 20.30, hvor et vidne så en person komme kørende på en rødlig knallert, der ad Brøndumvej kørte i retning mod gerningsstedet kort tid før den første brand.

Vicepolitiinspektøren tilføjer, at vidneafhøringen tyder på, at der er et vist sammenfald med knallertførerens signalement og den person, der ses på de tidligere offentliggjorte overvågningsbilleder.

Ring 114 med oplysninger

Og derfor hører politiet altså fortsat gerne fra borgere, som måtte have generelle informationer eller om personen på denne rødlige knallert. Knallerten er muligvis en rød metal-scooter af nyere årgang med runde lygter, formentlig af mærket PGO og uden nummerplade.

”Denne person er interessant for efterforskningen; vi skal have talt med pågældende for at klarlægge, hvorvidt vedkommende har en forbindelse til sagen,” siger Niels Kronborg, som opfordrer til, at man straks ringer til politiet på 114, hvis man har set noget den pågældende aften d. 2. juli eller den 16. juli –  eller hvis man som nævnt har andre informationer af betydning for sagen.

”Ring på 114 – og gør det hellere én gang for meget end én for lidt. Vi ved, at påsatte brande helt forståeligt skaber utryghed for borgerne i lokalområdet. Derfor skal vi have den her sag opklaret,”  lyder det fra vicepolitiinspektøren, der dog understreger, at ingen mennesker har været i fare i forbindelse med brandene.

Politiet er i besiddelse af to allerede offentliggjorte overvågningsbilleder fra spejderhytten, der viser den maskerede person, mens han bryder ind, og signalementet på personen lyder:
Robust kropsbygning, sort trøje, mørke bukser, grå strømper, sorte sneakers med hvid sål og grå handsker samt en sort elefanthue.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)