Politiet uddeler penge til borgere med sukkersyge

“Bachs legat opløses – søg nu”. Sådan lyder det i en besked fra politiet, som netop har udsendt følgende meddelelse:

“Via Nordjyllands Politi har man i mange år kunnet søge midler via Bachs legat, hvis man er syg og bosat i Aalborg Kommune. Nu er det slut. Legatet opløses ved uddeling i 2021 og eventuelt 2022. I forbindelse med opløsningen vil hele kapitalen blive uddelt over maksimalt 3 år. Det giver bestyrelsen mulighed for at uddele mærkbare beløb til ansøgerne.

Legatet opløses, fordi renteniveauet ikke længere rummer mulighed for tilstrækkelig uddeling fra legatet. Det har bestyrelsen besluttet, der samtidig håber, at så mange som muligt tilgodeses ved opløsningen.

Bachs legat – eller rettelig ”Politimester i Aalborg C. L. Bachs og Hustru Ida Bachs legat til hjælp for syge bosatte i Aalborg Kommune” – uddeles på ægteparret Bachs bryllupsdag, der er den. 27. maj 2021.

Ansøgningsfristen er 6. april 2021

Ansatte i Nordjyllands Politi med sukkersyge og deres børn er fortrinsberettigede til legatet, hvis ansættelsen har varet mindst tre år. Men alle sukkersygepatienter, der er bosat i Aalborg Kommune, kan søge om at få del i legatet.

Størrelsen på de beløb, der uddeles, bestemmes af legatets bestyrelse, som består af politidirektøren for Nordjyllands Politi, en overlæge fra Styrelsen for Patientsikkerhed og domprovsten i Aalborg.

Vil du søge legatet, skal du bruge ansøgningsskemaet, som du finder her

Har du brug for at få tilsendt skemaet, så ring til os på tlf. 9630 1445.

Sammen med ansøgningsskemaet skal du sende en lægeerklæring, der dokumenterer din sukkersyge (med mindre du tidligere har søgt legatet og sendt en lægeerklæring). Du bedes også sende seneste årsopgørelse for dig og din evt. ægtefælle/samlever. Send det hele til:
Nordjyllands Politi
Postboks 161
9100 Aalborg
Mærket: ”Legat”

Hører du ikke fra os, har du ikke modtaget legat.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)