Traditionernes højtid er i fuld gang – julen er over os med masser af skønne og elskede traditioner. Familiebesøg er en af de højt skattede, men når vi samles i et hjem, så er andre hjem alene hjemme – og det ved indbrudstyvene. Aktuelt har der været flere indbrud i politikredsen.
Vi ved det godt – vi har sagt det før. Men vi gør det alligevel igen. For der er ikke noget mere træls end at komme hjem og opdage, at der har været indbrud i ens hjem.
Og når vi nu ved, at det er muligt at gøre noget for at undgå, at tyven kommer, så vil vi gerne dele det med så mange som overhovedet muligt.
Som borger er man oppe mod erfarne kræfter. Tyvene er ofte dygtige, de ved, hvad de skal gå efter, de er både hurtige og frækkere, end loven tillader.
Aktuelle indbrud i politikredsen
Lige nu oplever vi desværre mange indbrud i politikredsen. De seneste to døgn har Fyns Politi modtaget 21 anmeldelser om indbrud – 17 i villaer, to i landejendomme, og to i lejlighed. Indbruddene er sket i dag- eller aftentimerne via et opbrudt vindue. Kosterne har ofte været ting, der nemt kan tages med i en rygsæk eller en større taske. Fyns Politi anholdt fredag morgen en mulig gerningsmand, som er sigtet for at have begået tre af indbruddene.
Hjælp hinanden i nabolaget
Der er derfor vigtigt, at have fokus på, hvad man som borger kan gøre for at forebygge indbrud. Det handler om at gå efter de kriminelle der, hvor de er mest sårbare:
”Tyven kan ikke lide at blive set og blive genkendt. Årvågne blikke fra alle i nabolaget er derfor et effektivt våben mod indbrud. Tyven holder sig også helst fra hjem, hvor det ser ud til, at der er nogen hjemme,” siger vicepolitiinspektør Jesper Weimar Pedersen fra Fyns Politi.
Han understreger, at et godt samarbejde i nabolaget er en rigtig god ide – og det gælder uanset, hvordan man organiserer det. Det vigtige er, at man som naboer fortæller hinanden, hvis ens hjem står juletomt.
”Et tomt hus er jo som en julegave for tyvene. Så ud over at snyde tyvene til at tro, at der er nogen hjemme, så få gerne naboerne til at holde et ekstra øje, få nogen til at parkere i indkørslen eller ved huset, aftal at bruge hinandens skraldespande. Skulle der komme sne, er det en god ide at hjælpe hinanden ved at rydde sne ved de juletomme huse, så det ser ud til, der er nogen hjemme”, siger Jesper Weimar Pedersen.
Mange øjne til at se og genkende tyven er et effektivt våben. Politiet vil meget gerne have tip fra borgerne om mistænkelige personer og/eller køretøjer, og der må meget gerne indgå særlige kendetegn eller detaljer. Tip os på telefon 114 eller på www.politi.dk – skriv tip i søgefeltet. Er et indbrud i gang, så ring altid 112.
Gode råd på vers – en juletradition fra os til jer
Julen er fuld af traditioner på alle måde. Vi har også en – nemlig vores julesang: Syng tyven væk. Den tradition vil vi gerne huske jer på igen i år. Tre små vers på en elsket julemelodi (Højt fra træets grønne top), hvor vi har samlet vores gode råd fra os til jer om at holde tyven fra døren.
Syng tyven væk
(melodi: ”Højt fra træets grønne top”)
Komponist E. Horneman
Tekst: Fyns Politi
Når du rejser fra dit hjem
syn’s vi du skal huske
Tyven han kan være slem
elsker højt at luske
Derfor synes vi, du bør
sikre hjemmet før du kør
Råd vi gi’r dig gerne
Her er sagens kerne
Tænd og sluk ur, tegn på liv
kan vi anbefale
vasketøj hængt på stativ
midt i et lokale
Yndlingsting skal gemmes væk
Husk, at tyven han er fræk
kigger alle vegne
Dermed kan du regne
Nabohjælp er godt fordi
tyven han bliver bange
Han vil krybe helt i hi
hvis I nu er mange
der et vågent øje har
Naboer vær juleklar
Gør det til en ære nabohjælp at være
Stop tyven – vores bedste råd fra os til jer
- Stå sammen i nabolaget og hav et opmærksomt blik, hvad der foregår i kvarteret. Det er med til at gøre området mindre attraktivt for en indbrudstyv. Hils på dem, du møder og fortæl dine naboer, hvis noget uldent ser ud til at være på færde.
- Lad ikke dit hus krybe i ly bag en meterhøj hæk eller andre gemmesteder. Sørg for godt lys omkring dit hjem – lys med sensor øger risikoen for, at tyven bliver forstyrret i sit arbejde og bliver set af naboerne. Lås værktøj og haveredskaber inde. Der er jo ingen grund til at hjælpe tyven.
- Dit hjem skal se beboet ud. Lad det rode lidt, brug tænd/sluk ure, så der er lyst, når det bliver mørkt. Få naboerne til at holde øje med dit hus, sætte en bil i indkørslen, tømme postkassen og bruge din skraldespand. Foreslå naboen at gå ture ved dit hus – og har det sneet, må de gerne traske ekstra godt med fodspor hen til husets døre, garage, carport osv.
- Gem værdifulde ting godt af vejen – og ikke under madrassen. Vælg et sted, tyven aldrig ville overveje. Fjern også værdigenstande, der er synlige ved indblik.
- At sikre døre og vinduer gøre det besværligt for tyven. To låse tager dobbelt så lang tid at bryde op som en. Indvendige dørlåse, der kræver brug af en nøgle, gør det besværligt for tyven af skabe gode og hurtige flugtveje – det kræver selvfølgelig, at du ikke lade nøglen sidde i låsen…
- Lad være med at melde ud på de sociale medier, at du ikke hjemme.
- Ring altid til politiet, hvis du ser mistænkelig adfærd, der tyder på indbrud.
- Tip politiet om mistænkelige personer, biler mv.: www.politi.dk – skriv tip i søgefeltet
Hvis tyven alligevel kom forbi
Hvis du kommer hjem til et hus, der har været ramt af indbrud, så er det vigtigt, at du ikke røre ved noget, så politiet har mulighed for at sikre spor – fingeraftryk, DNA spor, sålaftryk – som kan være med til at finde frem til gerningsmanden.
Hvis du opdager, der har været indbrud, så ring 114. Er tyven stadig i huset eller lige i nærheden, så ring 112.
Få gode råd om at forebygge indbrud
Der er mange god råd at hente, hvis du vil gøre en større indsats for at indbrudssikre dit hjem. Læs flere gode råd her:
www.botrygt.dk
www.dkr.dk
www.stopindbrud.dk
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)