Politikontroller på S-togsnettet

I sidste uge afviklede Københavns Vestegns Politi igen store, planlagte kontroller med DSB på S-togsstrækningerne på Vestegnen og på Friheden S-station – og i den kommende tid vil politifolk patruljere oftere i S-togene.

Sidste tirsdag aften den 6. oktober kørte en større civilklædt politistyrke rundt på hele Vestegnen i S-togslinjerne A, B og C med revisorer fra DSB og besøgte en række S-stationer – blandt andet i Høje-Taastrup, Ishøj, Ballerup og Herlev.

DSB- og politifolk har før afspærret en hel S-station for at kontrollere alle rejsende – og aftenen efter, onsdag den 7. oktober, kom turen til Friheden S-station i Hvidovre.

”Vores betjente får en del positive kommentarer med på vejen i S-tog og på stationerne – det virker som om, folk er glade for at se os, og det glæder mig, for et vores formål med at patruljere i togene er at gå efter dem, som skaber utryghed for andre,” siger politidirektør Kim Christiansen.

Ved de to store fællesaktioner fik omkring 2.700 rejsende kontrolleret billetter af DSB-revisorer, mens politiet visiterede en række mistænkelige personer og udstedte bøder for blandt andet at besidde euforiserende stoffer, peberspray og knive.

I juni og september var det S-stationerne i Rødovre og Herlev, som blev afspærret og hvor hhv. 800 og 1.500 blev billetkontrolleret af DSB med hjælp fra politiet, som også her udskrev en række bøder.

”Det skal være trygt og sikkert at tage S-toget og færdes på stationerne på Vestegnen, og i den kommende tid vil vores betjente patruljere mere begge steder på forskellige tider af døgnet,” siger Kim Christiansen.

Fototekst

Onsdag middag og eftermiddag patruljerede politifolk S-togsnettets stationer og toge på linje B mellem Hvidovre og Høje-Taastrup samt linje A mellem Åmarken og Ishøj.

 

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)