Prædiken 14. søndag efter trinitatis

Kære syndere og vatnisser, kære farisæere, kære hængerøve! Nu skal I høre om Guds nåde!

For i dag, hvor vi holder høstgudstjeneste her i menigheden, er vi så heldige, at vi skulle høre om den lamme ved Betesda Dam. Ved denne dam holder Jesus sin stærkeste prædiken som kun består af fire ord: Vil du være rask?

Man kan godt synes, at det er fuldstændigt absurd og aldeles uden medfølelse at spørge et menneske, som er lam og har været syg i 38 år, om han vil være rask. Og på den måde er denne historie virkelig mærkelig. Men, jeg tror, man skal tænke lidt anderledes.. det vil jeg i hvert fald gøre i dag, hvor lam mere fortolkes som handlingslammet.

Der findes masser af mennesker – ikke bare ude i verden, men også i vores land, også blandt dem, vi kender – som lever indespærret i én eller anden form for fængsel. Som ”lider ondt, ja, er i lænker som en forbryder” i deres eget liv.

Mennesker, der er spærret inde i sygdom og sorg og ensomhed og håbløshed. Lænker, som de ikke selv kan komme fri af. Et fængsel, som de ikke selv kan bryde ud af. Mennesker, hvis kræfter er brugt op. Mennesker, som ligger handlingslammede og fortvivlede og fortabte, og som ikke har ét eneste menneske til at hjælpe sig.

Der findes masser af den slags mennesker. Vi kender dem også. Måske endda alt for godt.

Det er de mennesker, historien i dag handler om.

Betesda Dam. Fem søjlegange fyldt med syge mennesker. Et sted som enhver rask burde holde sig langt væk fra. Et håbløshedens sted; ja, for her var længere ventetid end i det danske sundhedsvæsen.

Der var kun én der blev helbredt, når englen efter lang tids fravær endelig viste sig, og den, der blev helbredt var den, der bedst kunne klare sig, bedst kunne skubbe de andre væk og gå ned til vandet som den første. Et sted hvor man var sig selv nærmest.

Betesda betyder ellers ”barmhjertighedens hus”.

Men det var ikke menneskers barmhjertighed, der havde givet stedet navn: i 38 år havde ingen forbarmet sig over den syge mand vi hører ham i dag. Ingen. Ikke ét eneste menneske. Derfor lå han dér. Hvor nogen måske engang havde lagt ham – og siden forladt og sikkert glemt ham.

Jesus så ham. Så ham og sagde: ”Vil du – være rask?” Og den syge, som hørte en anklage i hans ord, svarede: ”Herre, jeg har ikke ét menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.”

Vil du være rask? spørger Jesus den lamme.
Og jeg tror ikke, han spørger, om manden vil helbredes for sin fysiske sygdom, for det giver ligesom sig selv, at det vil han.
Nej, jeg tror, han spørger, om manden har mod til at komme tilbage til livet.

Manden begynder på en længere udredning om, hvorfor han ikke selv har gjort noget ved sagen.
Der var ikke nogen, der gad hjælpe ham, andre masede sig altid ind foran, de andre var bedre end ham.
Man kan næsten høre ham opremse: Det var samfundets skyld, – det var min troløse kone, mine svigefulde venner, det var jobcentrets skyld- mine selvoptagede forældre, mine dårlige lærere, regeringen, finanskrisen, sygdommen og det, at man alligevel skal dø.
Undskyldninger er der masser af..
Men midt i disse undskyldninger, som måske kommer fra den syge mand, måske fra os, – skærer Jesus igennem og siger:
”Rejs dig, tag din båre og gå!”

Der er ingen undskyldning.
Om de sår, man fik, var nok så dybe, – om de slog os fuldstændig omkuld og efterlod os afmægtige, udtværede og sønderknuste, så vil han have os
tilbage i kampen.
Og vi har vores båre med.
Den repræsenterer vores tab, vores skuffelser, vores nederlag, – men vi kan bære den, når bare vi ved, at Vor Herre går med og letter byrden.
Når vi ved, at vi er, hvor han vil have os: i livet, som koster smerte og savn og indsats, men som også giver glæde og mening.
Det slider os op til sidst, livet, men er det ikke det værd?

Man kan måske også sige, at båren symboliserer alle de traumer vi slæber rundt på..

Men Kristus siger: den båre, det traume, det sår, (som ordet trauma netop betyder) behøver ikke stække dig, måske kan du endda bære andre på den indimellem, hjælpe dem, der har brug for støtte.

Ikke at man skal se bort fra det onde i livet og glemme de hårde dage, som man da helst vil være foruden. Men! Der er mere at sige om os. Nemlig, at vi ikke skal ikke lade det onde ødelægge vores liv, ikke lade det trække sit slimede spor efter os. Fordi! Der er så meget mere at sige om os mennesker og om livet: nemlig at vi er Guds børn! At vi er i Guds hånd, og at han altid har mere at sige os, end vi kan sige os selv.

Vi har jo efterhånden hørt en del om det, der hedder PTSD, eller Post Traumatisk Stress Syndrom.

Men der er også noget man kalder ’posttraumatisk vækst’ og det handler netop om positive konsekvenser, der kommer frem gennem bearbejdningen af en traumatisk oplevelse.

Posttraumatisk vækst er positive personlige ændringer efter at have oplevet belastende og svære hændelser.

Jesus vil udfordre den lamme ved Betesda dam til IKKE at falde i selvmedlidenhedens fælde, den ligger ellers lige for. Og det forstår man jo! Men han siger for det første:

VIL du være rask! Altså: VIL du overhovedet tage livet på dig, kæmpe med det, eller vil du, ja, undskyld, det er groft sagt, ligge der og pive.. Heldigvis er der mange af vor tids lamme ved Betesda, der siger:    Jeg VIL være rask, jeg klarer det! Og så kommer de styrkede ud på den anden side.

Jeg vil også påstå, at Jesu disciple gik styrkede ud af de sår de pådrog sig efter de traumatiske dage i Jerusalem, ja, at man hos disciplene netop kan tale om posttraumatisk vækst. I hvert fald var de bange og uforstående og feje, men det vendte jo, så de blev modige mænd hvis skyld det er, at evangeliet er nået hertil os i dag.

Og nok hedder det i psykologernes fagsprog posttraumatisk vækst, men kristeligt set, kan vi vel tale om, at det er Helligånden der griber os, skubber os ud i verden igen, selv efter de mest sviende nederlag og oplevelser.

For nogen lykkes det desværre ikke at rejse sig igen, men det gør det for de fleste, og jeg tror, det er Helligåndens værk.

Og lad os nu vende os lidt til det med høsten; for det hænger jo netop sammen med, at takke for livet, også på trods.

I år har bønderne høstet væsentligt under 50 % af hvad de plejer at høste!”
Og hvordan i al verden skal man holde høstgudstjeneste efter sådan en sommer hvor kornets kerner er blevet fuldkommen indskrumpede og døde? Måske ved at sige: ”Og hvem har sagt, du må ta’ det for givet, at der for dig kun er lykke i livet?”

For bønderne bliver det i år i hvert fald ikke en høstgudstjeneste, som man plejer. For man skal nogle lag dybere ind for at finde grunde til at sige tak for høsten. Ja, måske er klage og bekymring mere nærliggende end taknemmelighed? Sådan som det sikkert er for mange af os.. Men det nye testamente er fyldt med historier om, at det gode kan overvinde det onde. Og som der står i Salmernes Bog: Gud har herlige ting i sin højre hånd. Bare vent!

Selve korsfæstelsen et trøsterigt billede på at det onde kan vendes så det gode vinder.

Ja, kristeligt talt, at man kan komme styrket ud af nederlaget. Det er jo det, korset fortæller os, gennem ydmygelse og nederlag sejrede Kristus.

Eller som en ældre herre i mit første embede sagde til mig mange gange: Livet er vanskeligt…og så kom det lidt efter: men dejligt..

Og ja, livet er megavanskeligt og det er sommetider nødvendigt at lægge sig ned og krumme sig fuldkommen sammen, så det eneste man kan se, er sig selv og dét, der gør ondt.
Og her er det Guds ord taler til os, i dag, denne søndag, på hviledagen, hvor vi er kommet herhen i kirken: Stå op og tag din båre; jeg er med dig alle dage, indtil verdens ende.

Gud som ser os, præcis som vi er, som Jesus virkelig så den syge ved Betesda dam. Han kender ensomhed og smerte; vores skam, vores synd, alle de gange hvor vi faktisk overså én der havde brug for os.

Gud ved, at vi ikke er gode nok, at vi aldrig nogensinde kan arbejde os frem til at blive det, OG vi er hans børn alligevel. Han forlader os vor skyld tusindvis af gange og vender sig ikke bort fra os i lede eller ligegyldighed. Det er vi lovet i dåben, og det holder Gud ved.
Han kommer og rækker hånden ud til os, hver dag! Og så er det tid at rejse sig, tage sin båre og gå! Ud i livet, ud i verden, tage fat på det, og give videre af alt det man selv har fået givet – til de andre.

Og ikke lade vores sår og det onde i livet vinde over os. Ikke lade alt det dårlige fylde for meget, men fatte mod, i tillid til at Gud er med, også når vi slet ikke fatter hvad i alverden der foregår, og at han siger: jeg forlader dig aldrig. Jeg er med Jer alle dage, indtil verdens ende.

Vil du være rask?

Så tag din båre og gå ud i livet!

På det grundlag vil vi i dag takke Gud for høsten. Ikke bare den høst, der blev så skidt i år, på grund af tørken. Men vi kan takke Gud for alt hvad vi har fået af glæde og overflod i gennem vort liv. For hans nærvær hos os, når dagene
er svære og for glæden, når dagen er lys.

Alle gode gaver, de kommer ovenned, så tak da Gud, ja pris da Gud, for al hans kærlighed.

Amen.