Pressefriheden angribes og begrænses over hele verden, skriver Jesper Højberg (JH), direktør i IMS (International Media Support), og Tine Johansen (TJ), formand for Dansk Journalistforbund, i et indlæg i Berlingske.
Når forfatternes indlæg udelukkende er garneret med talrige eksempler på pressefrihedens trange kår uden for Danmark, skyldes det ifølge JH & TJ, at vi her i landet ikke har nogen problemer med pressefriheden. Vi er nemlig så heldige, at vi ”har et demokratisk samfund med fri presse”. Og ikke nok med det. ”Vi går også aktivt i en modoffensiv, når pressefriheden er under angreb”, skriver JH & TJ.
Lad os udfordre denne påstand.
Der er mange metoder til at begrænse pressefriheden, skriver JH & TJ. Én metode er at sætte systemkritiske medier ud af spillet, hvilket praktiseres i lande som f.eks. Polen og Ungarn.
Vi kan dog pege på et relevant eksempel fra vores egen boldgade. I 2019 angav DR, en magtfuld, skatteyderbetalt public service-medieorganisation, nemlig 24NYT til Facebook ved at levere ”belastende” informationer om påståede ”fake news” på vores Facebook-profil. Statsradiofonien agerede med andre ord som en stikkercentral, som ved at levere stikker-materiale til Facebook har foranlediget techgiganten til at lukke 24NYT’s profil.
”Orientering” på P1 kort efter var én stor klam omgang selvros fra de ”tapre journalister”. Man kunne fornemme, at de virkelig følte, at de havde gjort det ”pæne Danmark” en tjeneste ved at stikke en nærmest ukendt ”højrepopulistisk” hjemmeside til Facebook og få techgiganten til at lukke munden på 24NYT. Mon der var nogen i dette land, der tænkte på, at når de statsstøttede mediers ideologer og politiske aktivister råder over så megen magt, at de kan forøve pres på Facebook og bane vej for censur, så er det et klokkeklart udtryk for magtfordrejning?
En anden metode er at udsætte systemkritiske mediefolk for massive angreb i de systemtro medier og dermed skabe et klima, hvor systemkritiske journalister samt deres medier bliver til mål, der legitimt kan bekæmpes.
I Danmark blev denne metode taget i brug i 2019, da DR, Berlingske og Politiken gennemførte en koordineret, politisk motiveret hetz mod 24NYT. De tre medier havde hyret en række politisk opportune 3. rangs ”medieeksperter”, som alle uden undtagelse beskyldte 24NYT for at være et junkmedie, der spreder ”fake news”. Der var her tale om et regulært bestillingsarbejde, hvor det udelukkende handlede om at kaste smuds på 24NYT og andre frie medier.
En tredje metode til at begrænse pressefriheden er, når politikerne intimiderer eller ligefrem angriber medierne. Denne metode blev taget i brug under coronakrisen, hvor statsminister Mette Frederiksen begyndte at så tvivl om pressens motiver og angribe journalisterne personligt, efterhånden som kritikken af hendes magtmisbrug voksede. Da Weekendavisens chefredaktør, Martin Krasnik, i en leder sammenlignede Mette Frederiksens kommunikation med Trumps, ringede Socialdemokratiets medieordfører, Kasper Sand Kjær, til ham for at skælde ud.
En fjerde metode til at begrænse pressefriheden er søgsmål med henblik på at stoppe systemkritiske medier og journalister. I Danmark blev der for nylig rejst tiltale efter § 264 d med påstand om fængsel i op til 3 år mod Kim Møller, manden bag den nationalkonservative blog, Uriasposten, fordi han efter et terrorangreb mod Notre Dame-kirken i Nice i oktober sidste år bragte et billede af et af ofrene for terrorangrebet på sin blog, en 69-årig fransk kvinde, som gerningsmanden havde forsøgt at skære halsen over på.
”Der synes at tegne sig et ubehageligt mønster, hvor myndighederne konsekvent går efter de små, uafhængige medier og privatpersoner, som på forskellig vis chikaneres til tavshed for at bringe billeder, som i deres indhold ikke adskiller sig fra, hvad de store mediehuse frit kan vise”, skriver Trykkefrihedsselskabet.
En femte metode til at begrænse pressefriheden er at undtage store mængder væsentlig information fra journalisters aktindsigter.
I 2018 blev der vedtaget en revideret offentlighedslov, som i strid mod, hvad der stod i VLAK’s regeringsgrundlag, ikke har lempet den bestemmelse, der er kendt som ministerbetjeningsreglen, og som har været stærkt kritiseret for at lukke ned for indsigt i centraladministrationens arbejde. Ikke overraskende blev loven hurtigt benævnt ”Mørklægningsloven”. Især paragraf 24, der handler om ministerbetjening, er faldet kritikerne for brystet. Paragraffen sikrer, at mange dokumenter i det lovforberedende arbejde mellem ministre og embedsmænd i den stadig mere magtfuldkomne centraladministration kan fritages for pressens aktindsigt.
En sjette metode til at begrænse pressefriheden er mørklægning af offentlig information. Den fik man demonstreret under coronkrisen, hvor regeringen har sat rekord i at holde journalisterne fra at kunne tale med ministrene.
En syvende metode er at angribe systemkritiske medier og dermed pressefriheden qua pseudoforskning, som bedrives på landets universiteter. Et eksempel på pseudo-medieforskning, hvis oplagte formål er at mistænkeliggøre og sværte systemkritiske medier til, er kapitel 8 ”Fake eller partisk? Hyperpartiske onlinemedier i den danske valgkamp 2019” i en bog med titlen ”#FV19 – Politisk kommunikation på digitale medier”. Nævnte kapitel 8, der er forfattet af en ”medieforsker” fra RUC, har vi tidligere kommenteret på 24NYT.
Alle disse eksempler på, hvordan pressefriheden begrænses i Danmark, er naturligvis ikke nævnt i Højbergs og Johansens indlæg i Berlingske. Den officielle fortælling her i landet er nemlig, at Danmark i modsætning til resten af verden har ”et demokratisk samfund med fri presse, og går altid aktivt i en modoffensiv, når pressefriheden er under angreb”. Hvor heldig kan man være…
André Rossmann