RECEP TAYYIP ERDOGAN – GØGEUNGEN I NATOS REDE

NATO blev dannet som en militær alliance af demokratiske retsstater til forsvar mod sovjetimperialismens aggression og ekspansion. Tyrkiet blev optaget i alliancen, selv om landet ikke ligefrem hørte til i den demokratiske superliga. Grundlæggeren af det moderne Tyrkiet, Kemal Mustafa Atatürk, havde bestemt, at Tyrkiet skulle være et nationalkonservativt folkestyre lige langt fra et islamisk diktatur og en socialistisk formynderstat. Atatürk indsatte det tyrkiske militær som vogter over sin politiske arv, og generalerne fik i de efterfølgende årtier forpurret en del kupforsøg fra både islamiske og kommunistiske grupperinger og holdt således Tyrkiet loyalt i Atatürks testamenterede politiske spor. Tyrkiet blev optaget i NATO i 1952, og i de efterfølgende årtier søgte venstresnoede medier og politikere at fremstille landet som værende reelt regeret af en reaktionær militærjunta til trods for, at militæret efter at have nedkæmpet endnu et islamisk eller kommunistisk kupforsøg altid trak sig tilbage til deres kaserner og overlod styret til civilsamfundet.

Under den kolde krig spillede Tyrkiet en vigtig rolle i NATO. Det amerikanske luftvåben opererede to store luftbaser i Incirlik og i Izmir og havde dermed en overlegen kampkraft til disposition for konflikter og krige i Middelhavsområdet. Tyrkiet var et vigtigt led i inddæmningen af sovjetimperialismen, og samarbejdet mellem det tyrkiske og NATOs officerskorps var tæt, loyalt og venskabeligt, også fordi næsten alle tyrkiske officerer fra oberstrang og opefter var uddannet eller efteruddannet i USA. Efter Sovjetunionens sammenbrud og de østeuropæiske landes optagelse i NATO, mistede Tyrkiet en stor del af sin strategiske betydning for alliancen. For det første, fordi Rusland slet ikke var udstyret med Sovjetunionens militære muskler, og for det andet fordi NATOs forsvarszone nu var rykket mange hundrede kilometer østpå til betryggelse for de vesteuropæiske lande, der havde udgjort slagmarken, hvis den kolde krig var blevet varm. De amerikanske luftbaser i Tyrkiet bevarede dog deres høje prioritet for USA, hvis militære engagement i Mellemøsten blev forstærket efter Saddam Husseins invasion af Kuwait og på grund af Irans islamiske aggression mod Israel og ustandselige forsøg på magtovertagelse i Irak, Libanon og Yemen.

Tyrkiets medlemskab af NATO og landets loyalitet mod alliancen ligger i dag i ruiner takket være en eneste mand, præsident Recep Erdogan, som blev Tyrkiets statsminister fra 2003 til 2014 og herefter præsident med totalitære beføjelser. Forinden havde Erdogan været borgmester i Istanbul og var kendt som en progressiv og moderne demokrat, der iværksatte en række nyttige reformer i sin embedsperiode. Da han blev statsminister, viste han sig hurtigt som en trojansk hest, der skridt for skridt nedbrød det tyrkiske demokrati. Som rettroende muslim ved Erdogan godt, at man ikke kan være både demokrat og muslim, da Allahs hellige og udødelige love altid skal stå over mennesket flygtige og sekulære lovgivning. En muslim må kun gå i folkestyrets tjeneste for at omstyrte det eller for at fremme islams sag. I sit utrættelige arbejde for at undergrave NATO og erstatte det tyrkiske demokrati med en islamisk formynderstat har præsident Erdogan nået storslåede resultater. Han har islamiseret retsvæsenet og undervisningssektoren i Tyrkiet og likvideret den frie presse.

Efter det halvhjertede kupforsøg mod ham i 2016 er enhver form for lov og ret ophævet i Tyrkiet. Folk bliver fængslet, grusomt torteret og holdt indespærret i årevis uden rettergang. 3000 mennesker er blevet idømt fængsel på livstid. Erdogan har ifølge det amerikanske Defense Intelligence Agency ydet betydelig logistisk støtte til ISIL, som også har kunnet rekruttere nye krigere i Tyrkiet. Erdogan har til NATOs forbitrelse købt det russiske missilsystem S-400, som er specielt udviklet til at nedskyde NATO-fly. Præsident Erdogan har bekæmpet EASTMED gasrørledningen, der skulle forsyne EU med gas fra de israelske gasfelter i Middelhavet, fordi rørledningerne blev ledet uden om Tyrkiet, som gerne vil have hænderne på gashanerne. Erdogan truer NATO-landet Grækenland med krig, fordi de ikke vil afmilitarisere en række græske øer, der ligger tæt på Tyrkiets kyst. Erdogan ønsker tyrkisk kontrol med de bagved liggende gasfelter, som FN’s Havretskommission for længst har afgjort som græsk territorialfarvand. Som en ægte mafia boss har Erdogan afpresset EU-kommissionen milliarder af Euros med truslen om at lade en syndflod af migranter skylle ind i Europa, og for det ikke skal være løgn har han saboteret Finlands og Sveriges optagelse i NATO. NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg er mere sekretær end general. Han minder om en rar, men fortvivlet og hjælpeløs familiefar der forgæves forsøger at holde styr på sine vanartede unger. Der er ingen hjælp at hente fra den kant, men alle virksomheder og organisationer, der ikke fornyr sig efter tidens krav, er dømt til undergang. Det gælder også NATO. Tyrkiet som en moderne demokratisk retsstat hører hjemme i NATO, men ikke som det islamiske kalifat, det er på vej til at blive. Så må gøgeungen hellere først som sidst skubbes ud af reden.