REGERINGENS FROMHED SET I LYSET AF MARTIN LUTHERS

Den danske regering har efter pres fra totalitære stater valgt at bøje sig for presset og indskrænke vor ellers grundlovssikrede ytringsfrihed. Regeringen vil ”med bøde eller fængsel indtil 2 år” straffe den, der ”offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds gør sig skyldig i utilbørlig behandling af en genstand med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund”.

Debatindlæg af Erik Kjær-Pedersen, sognepræst em. Brøndby

Ville reformatoren Martin Luther – de evangeliske og protestantiske kirkers, herunder vor egen evangelisk lutherske folkekirkes kirke fader – ville han, om han havde levet i Danmark i dag kunne straffes med bøde eller fængsel i 2 år i henhold til ovennævnte lov, om den vedtages? Svaret er JA. For den 10. december 1520 lod han brænde til et bål stable op ved bymuren i Wittenberg. Og da universitetets studenter og lærere var mødt op efter invitation fra Luther, tændte han bålet og kastede pavens bandbulle mod ham og bøgerne med den katolske kirkes love (kirkeretten) på bålet.

Havde han også ”forsæt til udbredelse i en videre kreds” af den groft utilbørlige behandling af nævnte bøger, han gjorde sig skyldig i? JA. det fremgår jo klart af, at han havde inviteret flere hundrede til at overvære den samt deraf, at han fremturede ved snart efter at udsende og mangfoldiggøre et skrift, hvori han forsvarede denne tegnhandling. Ifølge udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen gjorde Luther sig altså skyldig i en ”meningsløs forhånelse” af et trossamfund. Og ifølge justitsminister Peter Hummelgaard optrådte Luther her ”grundlæggende foragteligt og usympatisk”. Så de høje herrer får, om de læser dette indlæg, uden al tvivl travlt med at slå syv kors for sig – eller måske snarere syv halvmåner? Og måske skal vor kirkes bekendelsesskrift, der bærer Luthers navn (Den lille katekismus) samt ordet ”lutherske” i Grundlovens § 4 nu også lyses i band ved en grundlovsændring? For det kan vel ikke være i den nye blasfemi paragrafs ånd at ære en forbryder, der fremturer groft utilbørligt?

Den tid må vel også snart være forbi, hvor nogen tør vove at tale og skrive som Henrik Pontoppidans broder, præsten Morten Pontoppidan, for 100 år siden gjorde: Vel er ordet ”sandhedens våben … fakkel og bål … Men ordet behøver stundom at ledsages af synlige tegn …Pavebullen på bålet – det var et sprog, som alle kunne forstå”, og som ”den dag i dag giver ethvert barn et begreb om, hvad protestantisme er… Og således fik da det store år 1520 … en stor og værdig afslutning.” (Morten Pontoppidan: ”Martin Luther” 1902 s. 79). Christian den fjerdes valgsprog lød: ”Fromhed styrker rigerne”. Men mon også den form for fromhed, som den nye blasfemi paragrafs talsmænd – de sidste dages hellige – nu gør en dyd af at påtvinge os alle, en fromhed udsprunget af frygt for og fej eftergivenhed over for ytringsfrihedens værste fjender – mon også den vil styrke riget?

En og anden kan nok have sine tvivl.