For andet år i streg slår medicinstudiet rekord på Aalborg Universitet med mere end 500 førsteprioritetsansøgere. Samtidig er der en stigning i antallet af ansøgere til både jura og psykologi samt en tendens til flere kvindelige ansøgere til IT- og STEM-uddannelserne. Det viser de foreløbige tal.
En foreløbig opgørelse på Aalborg Universitet viser en tydelig tendens. Flere ansøgere end nogensinde før har ønsket at læse medicin på Aalborg Universitet. Da ansøgningsfristen udløb i dag klokken 12, viste de foreløbige tal, at mere end 500 unge har medicin på Aalborg Universitet som deres førsteprioritet. Det er en udvikling, som vækker stor tilfredshed på universitetet.
– Vi er rigtig glade for, at så mange unge har søgt om optagelse på medicinstudiet hos os. Vi er stolte af, at vi på få år er lykkes med at udvikle et medicinstudie af meget høj faglig kvalitet, som er fast forankret i det gode studiemiljø, vi er kendt for at have på Aalborg Universitet. Det intensive klinikforløb, der er indbygget i medicinuddannelsen, er helt sikkert også med til at tiltrække så mange nye studerende til uddannelsen, udtaler prorektor Anne Marie Kanstrup.
De længerevarende klinikforløb sikrer, at medicinstuderende fra Aalborg Universitet kommer ud i hele regionen undervejs i deres uddannelse. De bliver dermed hurtigt og grundigt klædt godt på både fagligt og menneskeligt, så de som dimittender på bedste vis kan gå direkte fra universitetet og ud i virkeligheden.
AAU tiltrækker unge til både klassiske – og nye uddannelser
Foruden stigningen i antallet af ansøgere til medicinstudiet viser de foreløbige tal også en anden positiv tendens for Aalborg Universitet. Der er også stigninger i antallet af ansøgere til både jura og psykologi samt den positive nyhed, at flere kvinder end tidligere viser interesse for IT-uddannelserne på Aalborg Universitet.
– Vi er meget tilfredse med, at så mange unge har AAU som deres førstevalg på nogle af de klassiske og populære uddannelser. Vi ser også meget positivt på, at vi med stigningen i antallet af kvinder på it-uddannelserne ser ud til at opnå en bedre kønsbalance på nogle af vores STEM-uddannelser, udtaler prorektor Anne Marie Kanstrup.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)