2020 har budt på rekordmange sommerhushandler, men desværre oplever Gjensidige og EBAS samtidig et stigende antal skader på sommerhuse.
Et næsten fordoblet sommerhussalg i forhold til 2019 og mange førstegangsejere har været med til at give flere skader end normalt.
Hvis man er førstegangsejer af et sommerhus, er der mange nye ting, man skal være opmærksom på, og mange af de skader, der har været anmeldt i år, kunne være undgået, og det stiller større krav til vedligeholdelse, når man ikke bor fast i ejendommen.
”Med så mange handler af sommer- og fritidshuse, har vi desværre også set en stigning i antallet af skader. Med til historien hører, at flere og flere sommerhuse efterhånden er blevet renoveret og bygget i så høj standard, at selv små fejl og skader nu fremstår meget tydelige. Derfor stiller det større krav til vedligeholdelse, hvilket fx nye sommerhusejere måske ikke er opmærksomme på,” siger Henrik Sagild, direktør for Skade i Gjensidige.
Samtidig viser tal fra Boligsiden, at det især er sommerhuse til under 1,2 mio., der er blevet handlet i løbet af 2020, og har man købt nyt sommerhus for første gang, er det ekstra vigtigt, at man er opmærksom på sin første vinter.
”Fugtskader er et velkendt fænomen i sommerhuse, fordi luften får lov at stå stille i en stor del af året, hvor man ikke opholder sig i boligen og dermed ikke lufter ud og skifter luften. Samtidig er mange sommerhuse ikke særlig godt isolerede. Dertil kommer store udsving i temperaturen, da der i mange huse først tændes for varmen, når man bruger huset, og det er alt sammen perfekte forhold for fx dannelsen af skimmelsvamp,” fortæller Bo Halm Andersen, der er byggesagkyndig hos EBAS, som er landet største udbyder af tilstandsrapporter og energimærker til private og erhverv.
Typiske skader går igen
Selvom der handles mange forskellige slags sommerhuse i hele Danmark, tegner der sig et fælles billede i forhold til skaderne. Her er det særligt tre skader, man oftest ser.
Skimmelsvamp er et velkendt fænomen i sommerhus, og i dag bruger man ofte vendingen, at hvis der lugter af gammelt sommerhus, er det tegn på skimmelsvamp. Skal man forhindre skimmel i at få overtaget, er det nødvendigt at sørge for hyppig og god ventilation i huset. Fx via mekanisk ventilation. Derudover gælder det om at holde boligen relativt opvarmet hele året til mindst 16 grader. Til dette er det oplagt at få installeret en luft-luft varmepumpe.
Rådskader ser man også ofte, da en stor del af husene er konstrueret af træ og netop dette kræver en del løbende vedligehold med den mængde nedbør, vi har i Danmark. Derfor er det en god idé at få behandlet sit træværk ca. hver femte år og kigge det efter for råd. Sidstnævnte kan du gøre ved at stikke spidsen af en skruetrækker forsigtigt i træet. Går det dybt ind, er træet formentlig råddent.
Endelig får vi desværre af og til ufrivilligt besøg af måren og andre firbenede gnavere som rotter, der bygger reder på loft og under gulve. Begge dyr kan både ødelægge isolering og elinstallationer, mens rotten i bund og grund kan tygge sig igennem det meste, ligesom den formerer sig vildt. Er uheldet ude, er der heldigvis en del bekæmpelsesmetoder og specialiserede firmaer, der hjælper med at få bugt med de små kræ. Sørg altid for at skille dig af med madvarer i sommerhuset, hvis du rejser fra det over en længere periode.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)