Rygterne om populismens død er stærkt overdrevne

I flere europæiske lande har de såkaldte ”populister” på det seneste lidt nederlag, skriver Anna Libak i Berlingske. Betyder det, at populisternes tid er forbi?

De fleste kommentatorer tør ikke helt drage den konklusion endnu. Med god grund. Salvinis Lega er stadig det mest populære parti i de italienske meningsmålinger, og det er kun fordi hans plan om et hurtigt valg blev forpurret, at hans parti ikke er i regering.

I Østrig er Kurz’ nationalkonservative parti også fortsat det mest populære, og Kurz udelukker ikke, at han igen danner regering med Frihedspartiet efter valget 29. september.

I Storbritannien kommer politikerne ikke udenom igen at spørge vælgere om Brexit, enten ved et parlamentsvalg eller en folkeafstemning. Og meget muligt ønsker de stadig at forlade EU.

I Tyskland står AfD stadigt stærkere i Østtyskland og blev for nylig det næststørste parti i delstaterne Sachsen og Brandenburg. Og selvom AfD ikke bliver næststørst på landsplan, vil netop dets stærkere forankring i øst gøre det sværere at holde partiet uden for indflydelse på føderalt plan uden at skade sammenhængskraften mellem øst og vest.

Og i Danmark skyldtes Dansk Folkepartis nederlag, at partiet har brugt de senere år som plakatsøjle for Socialdemokratiet og dets stramme udlændingepolitik.

Mens man kan diskutere om populismen – folket mod eliten – har tabt momentum, så gælder det ikke antiglobalismen. Den brager frem – nu på venstrefløjen.

Hvor modstanden mod indvandring og hævdelsen af en national identitet før satte dagsordenen i hvert eneste EU-land, så har venstrefløjen nu samlet kræfter til sit opgør mod globalismen og den frie bevægelighed over landegrænser: Her står den på klimakamp og modstand mod kapitalens, varernes og tjenesteydelsernes fri bevægelighed.

Og selv om de fremstormende røde og grønne partier i EU ikke kaldes for populister, så bruger de i lige så høj grad som populisterne identitetspolitiske metoder: I stedet for folket mod eliten er det nu de hårdtarbejdende lønmodtagere mod de grådige eliter eller de grønne mod de sorte.