SÅ GIK DER HUL PÅ KLIMABYLDEN

En stor del af den danske befolkning er formodentlig skeptisk over for mediernes og politikernes prædikener om den forestående klimakatastrofe forårsaget af menneskeskabt CO2 udledning. Den grønne omstilling kræver eksorbitante investeringer i skæmmende vindmølleparker overalt i det smukke danske landskab, og hvor der ikke er grimme vindmøller, finder vi hæslige solfangermarker. Klimaprofeterne belærer os dagligt om, at CO2 er skurken, som vi må kontrollere og beherske, hvis vi vil undgå om føje år at stå i kogende vand til armhulerne. Hvis vi reducerer CO2-udslippet, bliver det køligere. Hvis vi øger det, bliver det livstruende hedt.

Nu har Dansk Folkeparti indset, at en stor del af vælgerkorpset nok ikke hopper på disse rædselsfortællinger. Det er bare ikke noget man taler om, hvis man vil beholde konen, jobbet og vennerne. Man er vel ikke klimabenægter. Måske nok i sit stille sind, men det er noget man holder for sig selv, hvis man vil undgå social landsforvisning. Nu har DF uden at se sig tilbage meldt ud, at den vedtagne klimapolitik er ren ideologi, som ligger hinsides al fornuft. Man vil ikke støtte en CO2-afgift, der fordyrer oksekød, flytter landbrugsproduktionen til udlandet og medfører nedlukning af virksomheder. DF ser klimapolitikken som en chikane mod vælgerne og en gift for familierne, der unødigt pålægges megen stress og store økonomiske byrder.

Mediernes vrede og fordømmelse lod ikke vente længe på sig. DF blev omgående beskyldt for populisme og forræderi mod fællesskabets vigtigste mærkesag. Stemningen i vælgerhavet er dog ved at ændre sig. Ved folketingsvalget i 2022 erklærede et flertal af unge vælgere, at klimakampen for dem var valgets vigtigste emne, men ved det nylige skole-’folketingsvalg’ gad de unge teenagere ikke høre mere vrøvl om klimaet, men var mere interesserede i deres fremtidsmuligheder på arbejdsmarkedet. Det er ved at gå op for fornuftige og tænksomme borgere, at når klimaet gennem milliarder af år har været styret af solens interaktion med Jorden, den kosmiske stråling, skydannelsen og strømningsændringer i luft og hav, så er det svært at acceptere, at CO2 lige pludselig er afgørende for liv og død på kloden.

Hvis CO2 var skurken, burde den globale opvarmning jo have taget fart i slutningen af 1800-tallet, hvor industrialiseringen begyndte. Stigningen i de globale temperaturer starter dog først for alvor omkring 1975, hvor vi får færre skyer og mere solskin. På dette tidspunkt var vi ved at vinde kampen mod forurening med svovldioxyd (SO2), som opstår ved afbrænding af fyringsolie, kul og dieselolie. SO2-aerosoler påvirker skydannelsen. Skyer reflekterer sollyset direkte tilbage i verdensrummet og reducerer dermed opvarmningen af Jorden. Mere SO2 giver flere skyer. Mindre SO2 giver færre skyer og dermed højere varme.  I tidsrummet fra 1970 til 2014 blev den danske udledning af SO2 nedbragt til næsten nul. På tidspunkt standser også temperaturstigningen i Danmark, som herefter har ligget på samme niveau som i 2014. Disse kendsgerninger preller dog af på danske medier og politikere, der ikke vil høre om hverken den dokumenterede SO2-effekt eller om solen og den kosmiske strålings helt afgørende indvirkning på den klimatiske udvikling. Uanset, at disse forhold er robust videnskabeligt dokumenteret af anerkendte klimaforskere, herunder ikke mindst af vores egen Henrik Svensmark.

Der er sikkert også et stort antal fornuftige danske vælgere, der ikke har tillid til klimaprofetenes nyeste påfund, der er indhøstning og lagring af CO2. Teknologien er slet ikke udviklet til industrielt brug, den bliver rasende dyr for skatteyderne, men klimafolket tror på, at CO2-lagringen skal gøre os ’CO2-neutrale’ i 2050. Storbritannien agter således at investere 300 milliarder kroner på CO2-opsugningsanlæg, de skal indhøste 48 millioner tons CO2 om året, hvilket svarer til en sølle promille af den globale udledning. Altså nul effekt i det globale regnskab. Anlægget skal naturligvis drives af vindmøller, der skal yde 14 gigawatt, som kræver et gigantisk areal fyldt med vindmøller, der jo producerer el som vinden blæser. De årlige driftsomkostninger til dette virkningsløse projekt anslås til over 150 milliarder kroner, som skal suges ud af den hårdt plagede britiske økonomi. Vi kan forvente snart at høre om lignende planer fra danske politikere og førende medier, der som bekendt ikke kender grænser for realiseringen af ’den grønne omstilling’.

Fornuftige danske borgere med begge ben på jorden er ved at vende ryggen til den hysteriske fordømmelse af CO2, der ikke er en giftgas, men tværtimod forudsætningen for al plantevækst, alt liv på Jorden. Det har Dansk Folkeparti indset, og flere partier vil følge efter. De vil så af rasende medier og ministre blive hængt ud som klimabenægtere og populister. Tilbage står så spørgsmålet, om man er populist, fordi man er glad for sin dieselbil, sin hakkebøf og sin sunde fornuft. Eller er populisten i virkeligheden politikeren og journalisten, der er hoppet på en falsk skrækkampagne om Jordens snarlige undergang og som kynisk har trukket rædselsfortællingen ned over ørerne på en sagesløs befolkning.

Noget tyder på, at danskerne er ved at finde ud af, at vi skal bruge alle vores kræfter på at skabe et rent miljø til lands, til vands og i luften og så lade klimaet passe sig selv, som det altid har gjort. Så er Danmark atter på rette vej.