Københavns Vestegns Politi fortsætter den ekstraordinære corona-indsats i Ishøj hen over weekenden og i den kommende uge.
Med det høje smittetryk i Ishøj og sundhedsmyndighedernes skærpede tiltag har Københavns Vestegns Politi siden sidste weekend haft ekstra corona-patruljer i byen.
Patruljerne er på gaden det meste af døgnet og særlig opmærksomme på steder, hvor mange mennesker søger hen – blandt andet i Bycentret, hvor en række forretninger har lov at holde åbent:
”Det er en fælles sag at få slået udbruddet ned – og jeg opfordrer alle til at gøre deres bedste i denne alvorlige situation: Hold afstand, sprit af, bliv testet og brug mundbind, hvor du skal, hvis du skal,” siger politidirektør Kim Christiansen, Københavns Vestegns Politi.
I de sidste uger har særlige corona-patruljer ført omkring 400 tilsyn i Ishøj med fokus på, om corona-reglerne bliver overholdt – fx forsamlinger over fem personer, restriktioner i forretningerne og bistand til butiksliv og offentlig transport om brug af mundbind.
Lokalpolitiet melder, at borgere og butikker i det store hele opfører sig fornuftigt og efterkommer restriktionerne, og at der generelt kun sjældent er grund til at skride ind.
Styrket test-program i Ishøj
I løbet af ugen har sundhedsmyndighederne udvidet testkapaciteten i byen – blandt andet med test-busser, så borgerne kan blive testet på over 10 lokaliteter hver dag i kommunen.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)