Sammenbruddet i Kursk: Narrativer kontra realiteter.

Den ukrainske hærs NATO-støttede invasion af Kursk-regionen i Rusland havde sandsynligvis rationelle og konkrete målsætninger som fx at overtage atomkraftværket i Kursk, at skabe en sikkerhedsmæssig bufferzone, at vildlede russiske militære styrker og at skaffe Ukraine et godt spillekort på hånden i de fremtidige fredsforhandlinger. Men Kursk-invasionen var imidlertid også en kamp om narrativer. Når man undersøger, hvorfor den ukrainske militæroperation mislykkedes, kan man også uddrage en lære om, hvorfor krigen om den narrative kontrol mislykkedes. 

Debatindlæg af prof. Glenn Diesen.

En krig om narrativer

I september 2024 havde den britiske chef for MI6 Richard Moore og den amerikanske CIA-chef William Burns et møde, hvor de udtalte sig om de resultater, der var opnået under invasionen i Kursk. Begge efterretningschefer understregede vigtigheden af at ændre narrativet. Moore sagde: ”Jeg mener, at det er karakteristisk for ukrainerne, at de dristigt og modigt forsøger på én eller anden måde at ændre hele spillet. Jeg mener, at de til en vis grad har forandret narrativet omkring spillet.” Burns: ”Jeg mener, at det, som disse begivenheder har bevirket, og her senest den ukrainske Kursk-offensiv, er, at de har slået skår i det herskende narrativ om spillet.” Også medierne var besatte af tanken om at ydmyge Putin for at svække hans position i Rusland.

Tyskerne fokuserede på de psykologiske virkninger i narrativet omkring invasionen i Kursk. Generalmajor Christian Freuding i det tyske Bundeswehr hævdede, at hovedmålet for Kursk-invasionen var at øge ukrainernes moral, at demoralisere russerne og booste krigsentusiasmen i Vesten for at opretholde befolkningernes støtte til krigen. Den tyske generalmajor bemærkede også, at fremmede tropper nu var tilbage på russisk jord for første gang siden den nazi-tyske invasion af Rusland under Anden Verdenskrig, og det, kunne man forvente, ville have en knusende psykologisk effekt på russerne. 

Den pensionerede tyske general Klaus Wittmann henviste ligeledes til Kursk-operationens historiske sammenhæng med den nazi-tyske invasion under Anden Verdenskrig, hvilket skulle betyde, at den russiske ledelse nu er ydmyget på dette sted. General Wittmann kritiserede Vestens restriktioner for våbenforsyningerne til invasionen på russisk territorium, og opfordrede kraftigt til, at Vesten skulle opgive sin frygt for eskalation.

Formodningen om, at Rusland ville blive ydmyget, viste sig at være ganske fejlagtig. Det, som de fleste russere anså for at være en krig, der skulle forhindre NATO’s indtrængen i Ukraine, blev nu til en befrielseskrig, som i langt større udstrækning skabte samling i nationen. De historiske erindringer om Kursk som en afgørende slagmark under Anden Verdenskrig forøgede også solidariteten og villigheden til at kæmpe. 

Desuden var det indlysende, at en så stor militær operation ikke ville være blevet iværksat uden godkendelse og opbakning fra de NATO-lande, som bistår Ukraine med våben, træning, efterretninger, krigsplanlægning og valg af militære mål. For mange russere havde det vist sig, at Putin nu havde fået ret, når han havde advaret om et NATO-støttet angreb på Rusland med Ukraine som stedfortræder.

Den henvisning til Anden Verdenskrig, som efter den tyske militære ledelses mening var en god ide for at tilskynde til psykologisk krigsførelse, hævnede sig også. Èn af de NATO-støttede ukrainske bataljoner, der deltog i Kursk-invasionen, var Nachtigall-bataljonen, der var opkaldt efter den nazi-tyske Nachtigall-bataljon. Kreml’s narrativ om NATO-støttede fascister, der havde kapret Ukraine og startet krigen i 2014, blev ligeledes af mange russere anset for at være blevet bevist.

 

Heilende soldater fra den ukrainske Nachtigall-bataljon.

I løbet af de næste måneder kunne man på de russiske tv-skærme se billeder af ukrainske invasionssoldater, der kidnappede civile russere og begik krigsforbrydelser, mens disse billeder blev ledsaget af de kommentarer, som kom fra Vestens militær og medieverden, som støttede Kursk-operationen. 

Realiteter kontra narrativer

Kursk-operationen blev en dyrekøbt militær operation, eftersom Ukraine led enorme tab og mistede meget militært materiel. De ukrainske styrker måtte forlade deres feltbefæstede kampstillinger og blev drevet ud i åbent terræn, deres forsyningslinjer blev mere sårbare, jo dybere de trængte ind i Rusland, og der var mangel på det ingeniørmateriel, der måtte bringes ind i Rusland for at blive anvendt til forstærkning af ukrainernes kampstillinger.

Endvidere var de militærstyrker, der blev anvendt i Kursk-operationen, blevet trukket ud af ukrainernes velbefæstede stillinger i Donbas, hvilket førte til et sammenbrud langs den strategiske frontlinje.

At ofre mandskab og militærmateriel er særlig farligt i en udmattelseskrig, hvor målet er at udmatte fjenden. Tidligt i 2022 havde USA og Storbritannien overtalt Zelensky til at opgive Istanbul-fredsforhandlingerne til gengæld for våbenstøtte, så ukrainerne kunne bekæmpe og besejre Rusland i en langvarig krig. Tilmed boykottede NATO alt diplomati gennem de næste tre år, hvilket betød, at krigen kun kunne bringes til afslutning på slagmarken. I en opslidningskrig, hvori der kæmpes til sidste soldat, bør de militære ressourcer koncentreres på de steder, hvor forholdet i tabsudvekslingen er gunstigt. At acceptere høje tab for at erobre et ikke-strategisk terræn, der ikke kan fastholdes, var en tåbelig strategi. 

Kontrollen over narrativerne og propagandaen er vigtige elementer i krigsførelsen. Og også PR-kampe er vigtige, for så vidt de resulterer i en større militær rekruttering i Ukraine og en større villighed i NATO-landene til at sende flere penge og våben. De vestlige politiske institutioner og Vestens medieverden bliver begejstrede og mere motiverede, når Ukraine opnår territoriemæssige sejre. Vestens befolkninger kunne miste interessen for Ukrainekrigen uden ukrainernes terrænmæssige erobringer, hvilket især blev et problem, da Projekt Ukraine pludselig skulle til at konkurrere med Gaza om den offentlige opmærksomhed. 

Men den fare, der ligger i at prioritere narrativerne over realiteterne, er også markeret i den måde, hvorpå NATO-landene er blevet fanget af deres egen propaganda. De fleste militære analytikere ved deres fulde fornuft må have vidst, at Kursk-invasionen sandsynligvis ville ende i en katastrofe; og dog bliver analysen af, hvordan man opnår en sejr, undertrykt af propagandakrigen. 

I Vesten er det obligatorisk at ”stå fast sammen med Ukraine”, hvilket kun kan forstås som dette at bifalde og rose Zelensky’s destruktive politik. Selv når Zelensky behandler de russisk-talende som andenklasses borgere, renser ud i den politiske opposition og medierne og forfølger den ukrainske Ortodokse Kirke og dermed udstøder store dele af befolkningen i en sådan grad, at han har undermineret evnen til at føre krig, ja, alligevel betragtes det i Vesten som kætteri at kritisere Zelensky. Kursk-invasionen, der ganske forudsigeligt var katastrofal, skulle på lignende måde hilses med ukritisk applaus i Vesten.

Afslutningen på Kursk-besættelsen

Ruslands fremgangsmåde over for invasionen i Kursk var som det første at stabilisere frontlinjen og dernæst at påføre den ukrainske hærs svage forsvar tab. Ukraines sejrsnarrativ blev forandret til en narrativ fælde, da Zelensky ikke kunne trække sig tilbage fra Kursk, selv ikke da de store tab blev uerstattelige. Mange af Ukraines bedste soldater blev sendt ind i denne tilintetgørelseslomme, og det har fået som konsekvens, at kursen mod en større kollaps for den ukrainske hær er blevet forstærket. Mens vi går de mulige afgørende fredsforhandlinger i møde, er russerne nu ved at lukke Kursk-lommen fuldstændigt og at genoprette kontrollen over deres territorium.

Nye narrativer må følgelig konstrueres for at forklare tabet af Kursk uden at miste befolkningens støtte til en fortsættelse af krigen. Man vil sandsynligvis retten skylden mod Trump eller den utilstrækkelige militærstøtte fra Vesten. Sådanne narrativer vil blive fremherskende, da de vestlige befolkninger ikke har fået nogen information om, hvad der er sket i Kursk over de seneste måneder.

Oversat til dansk af Jens Kristian Bech Pedersen. 

Kilde: Glenn Diesen’s substack.

Glenn Diesen er norsk professor med ekspertise i international politik og Rusland ved Universitetet i Sørøst-Norge (USN).

Link: https://glenndiesen.substack.com/p/collapse-of-kursk-narratives-versus?utm_source=substack&utm_medium=email#media-ec9e569f-0677-477a-a1a3-58ffe45c638e