Codan markerer Årets Refleksdag med at uddele tusindvis af de små brikker, der har så stor betydning for sikkerheden.
Vidste du, at chancen for at blive set i mørke stiger med 80 procent, når du bruger refleks?
Og at en bil kan se dig på 130-140 meters afstand, hvis du har den lille brik i ærmet, mens du kun er synlig på ca. 25 meters afstand, hvis du ikke bærer refleks.
Derfor er der al mulig grund til at gøre dig selv og dit barn synlig i trafikken netop nu, hvor den mørke tid nærmer sig.
Torsdag er det Årets Refleksdag, som Børneulykkesfonden står bag, og som Codan har støttet hvert år i en lang årrække.
I år udvider Codan indsatsen ved at sende 10.000 reflekser til Grønland, som deles ud til skoler og institutioner, der måtte være interesseret.
”Det er netop på årstiden lige nu, at det er særlig relevant at bruge refleks i Grønland, hvor sigtbarheden er særlig dårlig de steder, hvor temperaturen stadig kan være i plus, og hvor vejret er præget af gråvejr, slud og småregn – inden sneen i vintermånederne lyser landskabet op og kompenserer for det manglende lys fra solen,” fortæller direktør Nicolaj G. Graversen fra Illit Forsikring, der er agentur for Codan i Grønland.
Alle skoler og institutioner, der er interesseret i at modtage reflekser, kan henvende sig til Illit Forsikrings kontor i Nuuk så længe lager haves.
”Hvis man bor i Nuuk, er man meget velkommen til at kigge forbi vores kontor, hvor vi deler ud efter behov. Hvis man bor langt fra Nuuk, kan man ringe eller skrive til os, og så sørger vi for at sende reflekserne afsted,” siger Nicolaj G. Graversen, der understreger, at man nok skal være hurtig ude, da efterspørgslen erfaringsmæssigt er stor Han tilføjer, at det desuden er muligt at rekvirere refleksveste, som der også er nye forsyninger af på vej fra Codan
Om Årets Refleksdag
Årets Refleksdag er en tradition, der er startet af Børneulykkesfonden og oprindeligt med Codan som partner. Dagen falder hvert år den sidste torsdag i oktober, torsdagen inden vi stiller urene om til vintertid. Formålet med Årets Refleksdag er at sætte fokus på, hvordan reflekser giver bedre synlighed i trafikken i den mørke tid, så vi i sidste ende undgår ulykker.
Sammen med en lang række støttepartnere uddeler og sælger Børneulykkesfonden knap 70.000 reflekser designet af bObles i hele Danmark. På Årets Refleksdag afholder løbeklubber i Danmark desuden refleksløb, mens flere af landets børnehaver og institutioner uddanner refleksbetjente, så de allermindste lærer om sikkerhed og synlighed i trafikken. Læs mere på www.refleksdagen.dk
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)