Sigtet for drab efter mistænkeligt dødsfald

En 49-årig mand blev søndag morgen fundet i kritisk tilstand på en adresse i Aarhus V, og kort efter afgik han ved døden. Tre personer blev efterfølgende anholdt og sigtet for manddrab.

 

Alle tre blev søndag aften fremstillet i grundlovsforhør med henblik på at få opretholdt deres anholdelse, mens politiet efterforsker sagen nærmere.

Ved grundlovsforhøret valgte retten at løslade en 26-årig kvinde og en 46-årig mand, mens en 30-årig mand fik opretholdt sin anholdelse i 3 x 24 timer. Han blev fremstillet in absentia, da han er p.t. er syg og er indlagt.

De tre personer er sigtet for manddrab ved søndag mellem ca. kl. 03.30 og ca. kl. 6.30 på ukendt måde i en lejlighed på Peter Fabers Vej i Aarhus V at have forårsaget den 49-åriges død. Derudover er de sigtet for at have efterladt den 49-årige i hjælpeløs tilstand.

 

Skal have foretaget flere tekniske undersøgelser

”Der er nogle mistænkelige forhold ved dødsfaldet, der gør, at vi ikke kan udelukke, at der er sket en kriminel handling, og derfor får vi hurtigt sat en større efterforskning i gang. Det leder så til anholdelsen af de tre personer. Vi er på et tidligt punkt i efterforskningen, og derfor er der på nuværende tidspunkt en række ubekendte forhold, der skal efterforskes i sagen, hvor vi bl.a. mangler at få fastslået dødsårsagen. Den 30-årige er den hovedmistænkte i sagen, og nu har retten givet os nogle dage til at efterforske sagen yderligere og få foretaget flere tekniske undersøgelser, som kan gøre os klogere på, hvad der skete på adressen, ” siger vicepolitiinspektør Flemming Nørgaard og tilføjer:

”De involverede er en del af et misbrugsmiljø, og de sigtede og den afdøde 49-årige mand kendte hinanden. Men af hensyn til den videre efterforskning kan vi ikke fortælle yderligere om sagen på nuværende tidspunkt. ”

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)