Danmark er i dag det eneste skandinaviske land, der beskatter arv – det er der absolut ingen gode argumenter for. Arveafgiften er nemlig både økonomisk og principielt en dårlig idé, skriver direktøren for CEPOS, Jes Brinchmann, i Børsen.
Beskatning af arv er en “trippelskat” for helt almindelige mennesker, som ønsker at give deres opsparing videre til deres børn. Skatten er uretfærdig – netop fordi man allerede har betalt skat af sin løn, afgifter og opsparingsskatter gennem hele livet.
Arveskatten er ultimativt en ekstra skat på opsparing, som ikke er hensigtsmæssig, da vi allerede beskatter opsparing højt i Danmark. Bl.a. beskatter staten aktieindkomst med en tårnhøj marginalskat på hele 42 pct. Det er en af de højeste satser i OECD og f.eks. 12 procentpoint højere end i Sverige.
Når man beskatter arv hårdt, bliver det mindre attraktivt at spare penge op til næste generation. Med andre ord: Når man ved, at man bliver brandbeskattet, når man dør, er incitamentet til at arbejde mere og spare op meget lille.
Penge, der allerede er blevet beskattet – endda hårdt – bør derfor kunne overdrages til næste generation, uden at blive yderligere brandbeskattet i processen.
Dødsfald bør ikke være anledning til, at staten kan fylde sine lommer. Arv er penge tjent og penge, der allerede er beskattet. Og det er familiens penge, ikke statens. Lad os i stedet gøre som vores nabolande Sverige og Norge og få afskaffet arveskatten, mener Jes Brinchmann.
Arveskatten er imidlertid ikke den eneste skat på opsparing.
Hvad de fleste danskere ikke er klar over, er, at en af de helt store bidragsydere til de offentlige indtægter er skatten af afkastet af deres pensionsopsparing, den såkaldte PAL-skat.
PAL-skatten har den specielle egenskab, at danskerne slet ikke opdager, at de betaler den. Den bliver blot hvert år trukket fra ens opsparing til pension og tager dermed ikke fra dagligdagsbudgettet her og nu, som mange andre skatter gør. PAL-skatten kaldes derfor ”den hemmelige skat”.
PAL-skatten er på 15,3 pct. af årets afkast, og da danskernes samlede pensionsopsparing er kommet op på omkring 4.000 mia. kr., er skatten blevet en guldgrube for regeringen.
I 2024 regner regeringen med at få 11,9 mia. kr. ind i PAL-skat. Næste år regner de med, at provenuet fra den skat kommer op på 19,7 mia. kr. PAL-skatten har dermed erstattet skatten fra olien i Nordsøen som statens guldgås.
André Rossmann
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)