Mandag er første skoledag for mange – og dermed starten for en del små trafikanters allerførste ture til og fra skole. De næste uger holder politiet et ekstra vågent øje på skolevejene, lige før klokken ringer ind.
Skolestart er også trafikstart på skolevejene for de mindste trafikanter:
”Nu skal mange små drenge og piger lære at begå sig i trafikken til fods og på cykel – de kan være usikre og derfor skal alle vi andre trafikanter give dem ekstra plads og vise dem et helt særligt hensyn, siger leder i lokalpolitiet, vicepolitiinspektør Søren Uhre, Københavns Vestegns Politi.
I de kommende uger vil betjente fra Københavns Vestegns Politi stå klar ved skolerne og på skolevejene om morgenen:
“Vi vil allerhelst nøjes med at tale om trafiksikkerhed med børn og voksne, for det skal være sikkert og trygt for børn og unge at cykle eller gå i skole. Men vi har jo altid bødeblokken med, hvis det er,” siger vicepolitiinspektøren.
Stort fokus – både med alm. politi og ATK
Betjente fra lokalpolitiet, patruljetjenesten og færdselspolitiet besøger så mange skoler på Vestegnen som muligt i de kommende uger – visse steder med fotovogne.
De vil fokusere på sikkerhed og hensyn til børn i trafikken – og have et ekstra øje på biler i høj fart ved skoler, børn uden sikkerhedsseler, brug af håndholdt mobil, parkeringer til fare og øvrig trafikal adfærd.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)