En 46-årig mand fra Hasselager sad den 11. maj 2020 på anklagebænken ved Retten i Holstebro, tiltalt for forsøg på manddrab og våbenbesiddelse.
Mandag faldt der så dom i sagen, hvor den 46-årige blev idømt otte års ubetinget fængsel for at have forsøgt at dræbe en 40-årig mand ved at skyde ham i ansigtet og i lysken med et oversavet jagtgevær.
Episoden skete i januar sidste år på den 40-åriges adresse i Hadsten. Den 40-årige var kærester med den 46-åriges ekskone, og det var nogle uoverensstemmelser i den forbindelse, der førte til, at den 46-årige pludseligt troppede op bevæbnet med et oversavet jagtgevær.
Han pegede skiftevis geværet mod den 40-årige og hans 43-årige kammerat, der også befandt sig på adressen. Herefter pegede den 46-årige geværet direkte mod den 40-årige og udtalte ”jeg slår dig ihjel”, hvorefter han fra ca. fire meters afstand affyrede et skud mod den 40-åriges hoved. Skuddet ramte et køleskab tæt på den 40-årige, der blev ramt af hagl i ansigtet og faldt ned på gulvet. Mens han lå på gulvet, gik den 46-årige hen til ham og skød ham igen – denne gang i lysken fra kort afstand.
Forsøgte at flygte
Det lykkedes den 40-årige at flygte ud af huset på en gårdsplads, hvor den 46-årige igen skød mod den 40-årige og slog ham flere gange i hovedet og på kroppen med geværet.
Den 46-årige blev også dømt for at have tildelt den 43-årige kammerat flere slag i hovedet og på kroppen med geværet. Den 43-årige blev efterfølgende behandlet for sine skader på sygehuset.
Den 43-årige fik ringet til politiet, der kort efter ankom til gerningsstedet og påbegyndte behandling af den 40-årige, der var ramt af flere skud. Han havde pådraget sig alvorlige skader, som uden den rette behandling kunne have medført livsfare. Han mistede synet på det ene øje og fik varige mén i benet.
Ca. 45 minutter efter skuddene lykkedes det Østjyllands Politi at anholde den 46-årige i Hasselager ved Aarhus.
Nægtede drabsforsøg
I retten erkendte den 46-årige mand at have skudt én gang mod den 40-årige, men nægtede at han havde skudt for at dræbe, ligesom han nægtede at have udtalt, at han ville slå den 40-årige ihjel. Det mente retten dog, der både dømte manden for forsøg på manddrab, for grov vold og trusler samt for ulovlig besiddelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder.
”Dommen understreger, at domstolene udmåler en skærpet straf, når man begår drabsforsøg med et skydevåben. Jeg er tilfreds med, at retten fulgte anklagemyndighedens påstand om, at der var tale om drabsforsøg og idømte den 46-årige en lang ubetinget fængselsstraf,” siger anklager i sagen Jacob Gents.
Den 46-årige nægtede sig skyldig i drabsforsøg og trusler, men erkendte våbenbesiddelsen og delvist at have øvet vold med geværet. Han ankede dommen på stedet, og blev fortsat varetægtsfængslet efter dom.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)