Små elever på skolevejene: Er dit barn trafikklar?

I næste uge tager skolerne hul på skoleåret og byder nye elever velkommen i de mindste klasser. Nye små trafikanter strømmer ud i trafikken, og dem skal andre trafikanter passe ekstra godt på.

Politi ved skolestart

”Særligt hensyn skal vises over for børn, skolepatruljer (…)”. Sådan lyder en grundregel i færdselsloven, og det har politiet i hele landet fokus på de næste to uger med skolestart.

Også på Vestegnen er politiet ude med patruljer, lokalpoliti, færdselsbetjente og fotovogne, når skoleklokken ringer børn og unge ind til time.

”Det skal være sikkert og trygt for børn at cykle eller gå til skole, og vi regner med at besøge hovedparten af skolerne i vores område,” siger vicepolitiinspektør Thomas Mejborn fra Lokalpolitiet hos Københavns Vestegns Politi.

Mange af de helt små børn er ikke vant til at færdes i trafikken til og fra skole og skal først til at lære det.

Københavns Vestegns Politi opfordrer derfor alle trafikanter og særligt bilister til at sætte et godt eksempel og tage ekstra hensyn til de nye og mere usikre små trafikanter på veje, stier og fortove, så de får en tryg skolestart.

Frem til 18. august vil betjentene holde et generelt øje på trafiksikkerheden på skolevejene og blandt andet tjekke, om børn har sikkerhedssele på, når de bliver kørt i skole, om mor og far har lagt mobilen fra sig under kørslen, og om hastighederne overholdes.

 

Træn med dit barn

På Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside kan du som forælder finde tip til, hvordan du på en sjov og nem måde kan lære og træne dit barn i at gå og cykle i trafikken:

Træn dit barn i at gå i trafikken
Træn dit barn i at cykle i trafikken

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)