Smart taktisk spin fra Socialdemokratiet

Socialdemokratiets tidligere udlændinge- og integrationsordfører, Rasmus Stoklund, har udgivet en bog med titlen ”Ingen over Domstolen”, hvori han opfordrer danske politikere til at tage konfrontationen op med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

I de senere årtier har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol tiltaget sig mere og mere magt. Dommerne i Strasbourg, hvor Domstolen har til huse, dikterer i praksis vigtige dele af dansk udlændingelovgivning, mener Stoklund og slår fast, at han ikke er modstander af selve menneskerettighedskonventionen. Det er kun Domstolens aktivistiske fortolkning af konventionen, der er problemet.

Når der i dag skal vedtages ny lovgivning i Danmark, forholder politikerne sig til, hvad Domstolen i Strasbourg mener om emnet. Og på samme måde pejler danske domstole efter, hvad aktivistiske og kreative dommerne i Strasbourg tidligere må have afgjort. Peter Starup fra Syddansk Universitet, der er lektor i udlændingeret og en af Danmarks førende juridiske eksperter inden for udlændingelovgivningen, mener, at Domstolen har alt for høj autoritet, og at der er en række eksempler på domme, hvor Domstolen blander sig politisk og hvor domme afsiges ud fra dommernes personlige opfattelser.

Ifølge juraprofessor Mads Bryde Andersen er Domstolen ikke en domstol i traditionel dansk forstand, men en politisk magtfaktor, der fungerer i et stort bureaukrati. Og da medlemslandene er forpligtet til at følge dommernes tolkning og tilrette deres nationale lovgivning, bliver dommerne de facto lovgivere i de 46 medlemslande, i det øjeblik de fælder en dom. Dommerne ved Domstolen bedriver med andre ord politik og får ved deres domsafsigelser uantastet og uden at være underlagt demokratisk kontrol lov til at diktere retsordenen og skabe en ny retstilstand i medlemslandene.

Stoklund konkluderer, at tiden er inde til en konfrontation med de 46 dommere, som sidder i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, idet de har taget magten over Danmarks udlændingepolitik og dermed reelt forhindrer Folketinget i at indføre yderligere stramninger. I Stoklunds optik bør Danmark (1) undlade at efterkomme Domstolens domfældelser, som findes illegitime og (2) frihedsberøve kriminelle udlændinge, der er dømt til udvisning, indtil de vælger at tage hjem.

Som 24NYT har påpeget ved flere lejligheder, er udlændingepolitiske stramninger i Danmark blevet til mediekampagner, hvor det for smarte politikere som f.eks. Rasmus Stoklund, Frederik Vad eller Kaare Dybvad Bek handler om at fremsætte forslag til uigennemførlige stramninger og iscenesætte sig som den muslimske indvandrings store bekæmpere.

Løkke og Støjberg har f.eks. i sin tid bebudet ”straksopbremsning”, som aldrig blev til noget. Da de mange muslimske migranter nåede den danske grænse i 2015, lod Løkke og Støjberg dem rejse ind i Danmark. Socialdemokratiets opreklamerede udspil ”Retfærdig og realistisk” fra 2018, som skulle indføre et loft over den muslimske indvandring, etablere asyllejre uden for Danmark og flytte asylbehandlingen til Rwanda, er heller ikke blevet til noget.

Det samme gælder mediekampagnen i forbindelse med Socialdemokratiets forslag om 37 timers aktiveringspligt for 20.000 ledige muslimer. Aktiveringspligten er aldrig er blevet gennemført. I 2021/2022 har der raset en mediedebat om at fratage syriske og afghanske migranter deres opholdstilladelser og sende dem hjem til hhv. Syrien og Afghanistan. Men reelt er de fleste syrere og afghanere blevet i Danmark permanent, fordi de ikke kan sendes hjem med tvang. Men alene signalet om, at man kunne finde på at gøre det, skulle have en afskrækkende effekt.

I sin bog foreslår Stoklund for det første, at Danmark undlader at efterleve Domstolens afgørelser, som man her i landet måtte finde illegitime. Velvidende om, at det ville være i strid med konventionen, hvor det sort på hvidt står, at man skal efterleve afgørelser ved Domstolen. Man kan med andre ord ikke frit vælge fra land til land, hvilken del af konventionen man gerne vil følge, og hvilken del man ikke bryder sig om. Og for det andet foreslår Stoklund, at udviste kriminelle, som ikke vil rejse hjem, skal fængsles, hvilket ikke er tilladt. I konventionen er der nemlig udtrykkeligt taget stilling til, hvornår det er tilladt at frihedsberøve folk og hvornår det ikke er tilladt.

Når det drejer sig om at konfrontere konventionerne, advarer de skiftende regeringer om, at det ville være farligt for Danmark at gå enegang i EU. Men ved en høring i Folketinget om Domstolens praksis redegjorde juraprofessor Mads Bryde Andersen for, hvordan en lang række lande ikke følger domme fra Domstolen. F.eks. Finland, Nederlandene, Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Belgien, Spanien og Italien. Ingen af de nævnte lande er blevet sendt ud af det gode selskab eller blevet truet med krav om at udtræde af EU, selvom de i lange perioder har undladt at acceptere domme fra Domstolen.

Rasmus Stoklunds opfordring til at tage konfrontationen op med konventionerne kan ikke opfattes som andet end taktisk spin og varm luft, som aldrig bliver til konkret politik i Folketinget. Dette selv om Stoklunds partifælle, Frederik Vad, der p.t. er Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsordfører, har luftet muligheden for, at hele eller dele af indholdet i Stoklunds bog kan ende som socialdemokratisk politik. Virkeligheden er imidlertid, at der i Folketinget ikke findes et flertal for at udfordre de indgåede internationale konventioner og EU.

Lad os slå fast endnu en gang: Dansk udlændingepolitik er rent show og symbolpolitik, som udelukkende bruges til partipolitisk positionering. Politikerne kommer med udlændingepolitiske udspil uden at undersøge, hvad der teknisk, juridisk og politisk kan lade sig gøre, og det har Stoklund heller ikke gjort i sin bog. Til gengæld kan Socialdemokratiet bruge Stoklunds bog til at demonstrere, at partiet inden for indvandrings- og integrationspolitikken er bedre til DF end DF selv.

André Rossmann