Særlig Efterforskning Vest fremstiller onsdag kl. 9.00 en 45-årig polsk mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for at i februar sidste år at have været med til at smugle over to millioner cigaretter til Danmark og dermed unddraget staten for afgifter for omkring 3,4 millioner kroner.
Den 45-årige har ifølge politiets opfattelse været en del af et stort smuglernetværk, og ifølge sigtelsen var manden med i en følgebil under en af indsmuglingerne. Han var desuden med til at læsse de ulovlige cigaretter af i en bygning lidt vest for Randers.
Den 45-årige kom til Danmark tirsdag, efter han i noget tid har siddet i polsk politis varetægt.
Det er Særlig Efterforskning Vest, der har stået for efterforskningen af det kriminelle netværk, som samlet set har smuglet omkring 14 millioner kopicigaretter fra Polen til Danmark og snydt den danske stat for over 20 millioner kroner.
I samme sag er adskillige personer allerede blevet dømt for deres rolle i netværket, og der er uddelt mange års fængsel og bøder for mange millioner.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)