En smykkevirksomhed må ikke længere bruge ”Heindorf Diamonds” som sit virksomhedsnavn, efter Sø- og Handelsretten har afsagt dom i en sag om krænkelse af varemærket ”Mads Heindorf Jewellery.”
Nogle gange handler det om at komme først. Sagen om, hvem der har ret til at bruge navnet ”Heindorf”, faldt ud til fordel for smykkevirksomheden ”Mads Heindorf Jewellery”, og dermed må ”Heindorf Diamonds” ikke længere sælge smykker i Danmark og EU under det navn.
Sagen, der er anlagt af ”Mads Heindorf Jewellery”, viser ifølge varemærkechef i Patent- og Varemærkestyrelsen, Henriette Vængesgaard Rasch, at selvstændige ikke uden videre kan bruge deres eget navn som varemærke:
”Som selvstændig kan du ikke antage, at du altid har ret til at bruge dit eget navn i dit varemærke. Det er nødvendigt at være opmærksom på, om andre inden for samme branche allerede bruger samme navn – eller noget der ligner – som kendetegn. Skal man bruge sit navn som forretningskendetegn, må det ikke kunne forveksles med ældre varemærker, og det skal under alle omstændigheder være i tråd med god markedsføringsskik,” siger Henriette Vængesgaard Rasch.
Risiko for forveksling
Med dommen har Sø- og Handelsretten slået fast, at ”Heindorf Diamonds” krænker varemærket ”Mads Heindorf Jewellery”, da der kan være risiko for forveksling mellem de to varemærker, der begge anvendes af virksomheder, som sælger smykker. Mads Adam Heindorf har brugt navnet ”Heindorf” i forbindelse med sin smykkevirksomhed siden 2008 og registrerede ”Mads Heindorf Jewllery” som et dansk og europæisk varemærke i henholdsvis 2012 og 2019.
Omvendt har Sanne Heindorf først registreret sin virksomhed under navnet ”Heindorf Diamonds” i november 2020.
På trods af at ”Heindorf Diamonds” i retten henviste til undtagelsen i varemærkelovens §10, stk. 1, nr. 1, der omhandler retten til at bruge eget navn som varemærke, vurderede Sø- og Handelsretten, at det i dette tilfælde ikke var god markedsføringsskik, fordi varemærkerne er forvekslelige, da begge virksomheder er en del af smykke-juvel-branchen.
Ikke uproblematisk at bruge eget navn som varemærke
Selvom det for de fleste vil være nærliggende at vælge sit eget navn som brand for sin virksomhed og produkter, så viser både denne og tidligere sager, at dette ikke altid er et godt valg.
”Man skal være opmærksom på, hvad det valg indebærer,” siger Henriette Vængesgaard Rasch og fortsætter: ”Dels kan man løbe ind i problemer med ældre rettigheder, også selvom der er tale om ens eget navn, hvilket denne dom er et eksempel på, og dels skal man overveje, hvordan man er stillet, hvis man en dag vil skille sig af med sin virksomhed og sælge sit brand. Og som Højesteretssagen fra 2016 om varemærket ”Benedikte Utzon” viste, kan man nemt komme i klemme, hvis brandet pludselig ejes af andre end en selv.”
Sagen fra 2016 viste blandt andet, at en tøjdesigner som Benedikte Utzon, der havde skabt sit brand på baggrund af sit eget navn og siden solgt sit varemærke til en anden virksomhed, blev afskåret fra igen at anvende sit navn som et varemærke eller del af et varemærke i tøjbranchen.
Undersøg markedet
Henriette Vængesgaard Rasch anbefaler, at virksomheder, der ønsker et registrere deres varemærke, skal gøre deres hjemmearbejde grundigt:
”Mit bedste råd er, at man nøje bør overveje, om ens eget navn er det rette brand for ens virksomhed – specielt hvis man kan forestille sig, at man en dag vil skille sig af med sin virksomhed. Derudover skal man altid tjekke markedet for andres varemærker, søge vejledning hos Patent- og Varemærkestyrelsen og i øvrigt overveje, om der er brug for anden hjælp. Ellers kan det i sidste ende koste en virksomhed dyrt i form af omkostninger til en retssag, erstatninger og tabt investering i markedsføring af et varemærke, som man ender med at må trække tilbage.”
”Heindorff Diamonds” må nu ikke længere gøre brug af betegnelsen ”Heindorf Diamonds” i forbindelse med produktion, markedsføring og salg af smykker og juvelarbejde i Danmark og resten af EU.
Virksomheden skal desuden betale 25.000 kr. i erstatning til ”Mads Henidorf Jewelly” og yderligere 20.000 kr. til sagsomkostninger.
Det skal bemærkes, at ankefristen ikke er udløbet, og dommen derfor kan ankes.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)