Joe Bidens præsidentkampagne bliver ikke afsporet af hans katastrofalt dårlige præstation under den nylige debat med Donald Trump, men det, man lige nu er vidne til, er, at Bidens præsidentkandidatur er ved at forbløde. Og vedvarende blodtab kan som bekendt være dødeligt.
Mens debatten med Trump ikke vil sætte Biden ud af spillet, bliver det summen af de tilbageslag, der er på vej, som ultimativt vil tvinge ham til at træde tilbage.
Det første slag, Biden fik, var den katastrofalt dårlige CNN-debat med Donald Trump. Amerikanske kommentatorer, medier og vælgere er i chok over den skærende kontrast mellem Trumps energi og livskraft og den desorienterede Bidens kamp for at fremlægge sine talepunkter. Det er helt sikkert, at vælgerne ikke vil glemme den ydmygende forestilling.
Det andet slag bliver dårlige popularitetsmålinger som f.eks. CBS-målingen foretaget søndag den 30. juni i kølvandet på debatten mellem Biden og Trump. Ifølge denne måling mener 72 pct. af amerikanerne, at ikke alene er præsident Joe Biden mentalt og kognitivt uegnet til at være præsident, men at han ikke bør stille op til præsidentvalget i november 2024. Og der er flere negative meningsmålinger på vej.
Det tredje slag, der har ramt Biden, er The New York Times’ opfordring til, at Biden afbryder sin valgkampagne for USA’s bedste. Det er et meget hårdt slag i betragtning af, at for Det Demokratiske Parti er The New York Times hvad Pravda var for Sovjetunionens kommunistparti. Dvs. partiets forlængende arm og talerør.
Snart vil man se, at Bidens velhavende donorer tilbageholder deres bidrag til præsidentens valgkampagne og opfordrer ham til at træde tilbage. Og mange af de Demokrater, som stiller op til en plads til Repræsentanternes Hus, vil begynde at lægge distance til Biden.
Begynder angrebene på Biden at hobe sig op, vil der opstå en kritisk masse, som det bliver umuligt for Biden at ignorere. Man vil ikke spekulere på, om ”lavinen” vil ramme Biden, men på, hvornår det sker. Og når det bliver evident, at Biden ikke kan vinde valget, bliver han tvunget til at gå af.
Joe Bidens familie opfordrer præsidenten til at blive i valgkampen og kæmpe videre. Dels er familien overbevist om, at Biden stadig er den rette person til at slå Donald Trump ved valget 5. november. Og dels vil familien sikre sig, at Bidens søn Hunter og de øvrige familiemedlemmer, der beskyldes for korruption, bliver benådet, skulle de blive dømt under Donald Trump.
Men politik er fyldt med ulve og hajer, der har det med at slå til, når de kan lugte blod. Man skal derfor forvente, at når Bidens popularitetsmålinger er blevet tilpas dårlige og tilstrækkelig mange støtter har forladt ham, bliver han nødt til at træde tilbage.
André Rossmann
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)