Sorte liv, der ikke betyder noget: 50 kristne blev myrdet i deres kirke af muslimer

Af Raymond Ibrahim–  Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute.

Søndag, den 5. juni 2022, bestormede islamiske terrorister den katolske kirke St. Francis i staten Ondo i Nigeria og dræbte mere end 50 kristne, der fredeligt tilbad deres gud. Ifølge en artikel viste videoer “kirkegængere, der lå i blodpøle, mens folk omkring dem jamrede”.

Hvor frygtelig denne massakre end kan forekomme, så den kun “toppen af isbjerget”: Muslimer har i årenes løb angrebet, beskudt eller ildspåsat utallige kirker i Nigeria. Nedenfor nævnes blot tre eksempler:

• Påskesøndag, den 20. april 2014: Islamiske terrorister satte ild til en tætpakket kirke; 150 kristne blev dræbt, og mange blev såret.
• Påskesøndag, den 8. april 2012: Muslimer anbragte bomber, der sprang tæt ved to tætpakkede kirker; mere end 50 kristne blev dræbt, og et ukendt antal blev såret.
• Juledag, den 25. december 2011: Muslimske terrorister påskød og bombede tre kirker; 37 kristne blev dræbt, og 57 blev såret.

Ifølge flere NGO’er bliver de kristne i Nigeria reelt udslettet under et folkemord (se for eksempel her og her). Hver anden time bliver en kristen dræbt i Nigeria. Ifølge en rapport fra august 2021 er mere end 60.000 kristne enten blevet myrdet under angreb eller bortført og er forsvundet siden den islamiske opstand begyndte for alvor i juli 2009 – først af den islamiske terrororganisation Boko Haram og siden af muslimske Fulani-hyrder, der også er motiveret af jihadistisk ideologi, hvilket ansporer dem til at at beslaglægge kristne (“vantro”) landområder. I løbet af denne periode er omkring 20.000 kirker og kristne skoler blevet ildspåsat og ødelagt af muslimer, mens de råbte “Allahu Akbar” (Allah er større”).

For mindre end en måned siden udsendte Islamisk Stat i Nigeria en video, der viste dens medlemmer nedslagte 20 kristne. Selv om den minder om videoen fra 2015 af en anden muslimsk terrorgruppe, der nedslagtede 21 koptiske kristne i Libyen, fik denne video langt mindre mediedækning. Videoen af kopterne fra 2015 havde fået seks gange mindre mediedækning end drabet på en gorilla, der foregik på samme tid. Sidste måneds video af de nigerianske kristne blev knap nok nævnt i de vestlige medier – som om rituel nedslagtning af kristne er blevet så trivielt, så det ikke er værd at skrive om.

Hvor er ramaskriget? Da australieren Brenton Tarrant i 2019 angreb to moskeer og dræbte 51 muslimer i New Zealand, fordømte hele verden det; lige siden har der været hændervridning. FN reagerede på dette enkeltstående og atypiske angreb ved at lancere et initiativ til “bekæmpelse af islamofobi“. Efter års og årtiers angreb, hvor er da FN’s initiativer til “bekæmpelse af antisemistisme” og til “bekæmpelse af folkedrab på kristne”?

FN er tilsyneladende ikke interesseret i at gøre andet end passivt at iagttage sine medlemslandes brud på sine regulativer. Irans folkemorderiske trusler, der bryder FN’s charter, er eksklusionsgrund. FN ignorerer ubeskrivelige forbrydelser mod menneskeheden, såsom slaveri (se (her og her) og Kinas løgne om Covid-19’s smitte blandt mennesker, mens organisation i stedet med urette forfølger det demokratiske Israel, der faktisk opretholder menneskerettighederne for alle sine borgere – hvad enten de er muslimer, jøder eller kristne.

Hvad vil FN og andre store offentlige organer nu gøre som reaktion på beskydningen af endnu en kirke og mordet på mere end 50 kristne? Sandsynligvis ingenting – bortset fra at forsøge at censurere enhver, der forsøger at udstille den ideologi, som mange af morderne fortæller er en drivkraft for dem (se for eksempel her og her). Det ved vi, fordi FN og mange medlemmer af præsteskabet har gjort absolut intet som reaktion på de utallige andre muslimske angreb gennem årene på kirker, hvorunder tusinder af kristne har mistet livet – bortset fra at dække over mordernes motivation ved at hævde, at de havde været “hashpåvirkede” eller “psykisk syge“.

Da medlemmer af Europa-Parlamentet, der er et af EU’s lovgivende organer, for blot to uger siden indgav et forslag om at have en diskussion om den voksende forfølgelse af kristne i verden – det skete ironisk nok i forbindelse med de på daværende tidspunkt seneste grusomheder i Nigeria: drabet på en kristen student, Deborah Samuel ved stening og afbrænding — nægtede størstedelen af Europa-Parlamentet, hvoraf de fleste er knyttet til venstreorienterede partier, endda at diskutere det.

At ignorere drabet på kristne er selvfølgelig kun én brik i det samlede billede; mens det, at dække over deres morderes religiøse identitet, er den anden. I AP’s artikel, der beskriver drabene sidste søndag på mere end 50 kristne, optrådte ordene “muslim”, “islam” og “islamist” ikke. Vi får i stedet at vide, at “Det var ikke umiddelbart klart, hvem der stod bag angrebet på kirken”. For at opretholde denne uklarhed, undlader AP at påpege, at islamiske terrorister igennem årene rutinemæssigt har bestormet kirker og nedslagtet mange kristne i Nigeria – en kendsgerning, der netop ville kunne give en indikation af, “hvem der stod bag angrebet”. Det er imidlertid en gammel taktik i “mainstream medierne” at dække over, hvad der sker med Nigerias kristne.

Man behøver blot at se på udtalelserne fra Johnnie Carson, der var amerikansk departementchef for afrikanske anliggender under præsident Barack Obama. Efter muslimske terroristers nedslagtning af mere end 50 kristne kirkegængere i Nigeria påskesøndag 2012 sagde Carson: “Jeg vil benytte lejligheden til at understrege en væsentlig pointe, og det er, at religion ikke forårsager ekstremistisk vold [i Nigeria]”. Det er i stedet “ulighed” og “fattigdom” – for at citere den tidligere præsident Bill Clinton – der “giver næring til det her” (“det her” er massakren på kristne begået af muslimer). Et årti – og utallige kristne lig – senere har USA ikke ændret standpunkt.

Bidens regering har derimod reageret på den jihadistiske nedslagtning af kristne i Nigeria – hvor 13 kristne nedslagtes hver eneste dag – ved at fjerne Nigeria fra udenrigsministeriets liste over Særligt Bekymrende Lande, hvilket er lande, der er involveret i eller tolererer brud på religionsfriheden.

Hvor er ramaskriget? Hvor er “hashtaggene” til støtte for kristne nigerianere? Hvorfor betyder disse sorte liv ikke noget?

Raymond Ibrahim, der er forfatter til den nye bog Defenders of the West: The Christian Heroes Who Stood Against Islam, er Distinguished Senior Fellow ved Gatestone Institute, Shillman Fellow ved David Horowitz Freedom Center og Judith Rosen Friedman Fellow ved Middle East Forum.