Tilbage i starten af 2018 kunne Dansk Håndbold Forbund offentliggøre Sparekassen Kronjylland som ny hovedsponsor for Håndbolddamerne. Kvindelandsholdet har siden da været igennem en stor udvikling. Den udvikling skal fortsætte over de kommende år, hvor en ny brandstrategi sætter fokus på en ny historiefortælling om det danske kvindelandshold i håndbold, hvor blandt andet partnere omkring holdet kommer til at spille en stor rolle. Den rejse vil Sparekassen Kronjylland – fortsat – gerne være en del af:
– Vi har senest ved EM set, hvordan holdet formåede at samle og begejstre i hele Danmark. Samtidig har holdet en række spændende profiler og stærke personligheder, som vi glæder os til at se udfolde sig endnu mere de kommende år. Derfor er det også naturligt for os fortsat at være en del af dette nationale fællesskab, som vi glæder os til at udvikle yderligere de kommende år i samarbejde med DHF, spillerne og staben omkring holdet, siger Klaus Skjødt, der er adm. direktør i Sparekassen Kronjylland.
Hos Dansk Håndbold Forbund ser man frem til, at en trofast partner for hele forbundet fortsætter et vigtigt engagement:
– Sparekassen Kronjylland har været en fantastisk partner for kvindelandsholdet og forbundet generelt igennem flere år nu. Det er et stærkt partnerskab, der uden tvivl har været med til at sikre gode vilkår for vores kvindelandshold, der nu igen kæmper med om de bedste placeringer. Vores værdier matcher med Sparekassen Kronjyllands, og derfor er det også fantastisk, når vi nu kan meddele, at vi fortsætter rejsen sammen, siger Henrik M. Jacobsen, der i direktør i Dansk Håndbold Forbund.
Den nye aftale udløber den 30. juni 2024.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)