Søndag den 23. august afholder 35 af Det Danske Spejderkorps’ grupper den årlige Familiespejderdag, hvor børn i alderen 3-6 år sammen deres forældre inviteres til en formiddag med masser af oplevelser i naturens tegn.
På søndag slår flere af Det Danske Spejderkorps’ grupper dørene op for små og store naturelskere, når organisationens årlige Familiespejderdag bliver afholdt. Arrangementet bliver holdt 35 steder rundt omkring i hele landet, og dagen er rettet mod de 3-6-årige i følgeskab med deres forældre.
En naturlig ramme
Familiespejderdagen bliver en formiddag fuld af sjove aktiviteter i naturen, hvor børnefamilier får mulighed for at lave mad over bål og snuse til det aktive udeliv, fortæller generalsekretær i Det Danske Spejderkorps, Morten Gade:
”De lokale spejdergrupper finder på alle mulige forskellige aktiviteter, de vil lave med familierne. Nogen finder biller i naturen, leger lege og bager pandekager over bål, mens andre skal i gang med snittearbejdet og udforskning af det lokale vandhul. Det bliver en dejlig dag, hvor børn og voksne får mulighed for at bruge kvalitetstid sammen udendørs.”
Endnu flere børn skal ud
Udover den årlige Familiespejderdag er familiespejder også en selvstændig spejdergren for de yngste og deres forældre i 150 af Det Danske Spejderkorps’ grupper. Til møderne, som typisk foregår en weekendformiddag, får børn og forældre mulighed for at komme ud i det fri, samtidig med at de har en fælles fritidsaktivitet, fortæller Morten Gade:
”Undersøgelser fra 2018 viser, at rigtig mange børn i alderen 2-6 år ikke har prøvet at overnatte udendørs, få mudder i ansigtet eller bygge en hule i naturen. Dét er nogle oplevelser, som vores familiespejdere får masser af. Familiespejder er den oplagte fællesaktivitet for den naturglade familie, fordi den kombinerer fællesskab, samvær, natur og sjove aktiviteter i det fri.”
Fakta
- Find en oversigt over alle Familiespejderarrangementer på familiespejderdag.dk.
- De fleste arrangementer afholdes søndag d. 23. august kl. 10-12. Dog er der enkelte undtagelser, hvilket kan ses i arrangementsoversigten.
- Familiespejdergrenen er for de yngste børn i Det Danske Spejderkorps. Børn i alderen 3-6 år kan starte til familiespejder sammen med deres forældre.
- Det Danske Spejderkorps har 36.000 medlemmer fordelt i 407 grupper.
- Det gennemsnitlige medlem er 9 år gammel.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)