En mand er torsdag eftermiddag skudt og dræbt på Brøndby Nord Vej. En Skoda stationcar blev kort efter fundet i brand på Nybovej. Politiet efterlyser vidner til begge episoder.
Efter anmeldelser om skyderi i dag kl. 14.30 på Brøndby Nord Vej rykkede Københavns Vestegns Politi talstærkt ud til stedet.
Her var en mand ramt af skud, han blev kørt til hospitalet men afgik ved døden. Der er tale om en mand i slutningen af 20’erne fra Brøndby. De pårørende er underrettet.
Københavns Vestegns Politi frigiver ikke yderligere oplysninger om dræbte på nuværende tidspunkt.
Skoda sat i brand
En mørk Skoda Octavia stationcar er set køre væk fra Brøndby Nord Vej efter skudepisoden.
Klokken 14.45 blev en tilsvarende Skoda Octavia stationcar fundet i brand på Nybovej, hvilket er cirka seks kilometer fra Brøndby Nord Vej.
Københavns Vestegns Politi efterforsker lige nu episoderne på Brøndby Nord Vej og Nybovej ud fra en formodning om, at der kan være en sammenhæng.
Politiet efterlyser vidner
”Vi hører gerne fra vidner, som har bemærket noget mistænkeligt i forbindelse med skudepisoden på Brøndby Nord Vej omkring klokken 14.30 eller kort efter på Nybovej ved den brændende bil. Vi hører også gerne, hvis nogen har set en mørk Skoda Octavia køre på ruten mellem Brøndby Nord Vej og Nybovej,” siger politiinspektør Mogens Lauridsen.
Politiinspektøren oplyser, at efterforskningen stadig er i en indledende fase, at der efterforskes bredt, og at det er for tidligt at sige noget om motiver, miljøer og mulige relationer.
Han ønsker ikke at kommentere efterforskningen yderligere i dag udover, at episoden bærer præg af at være målrettet.
Københavns Vestegns Politis lokalpoliti har torsdag aften en mobil politistation på Brøndby Nord Vej og vidner eller beboere i området, som ønsker at tale med politiet, er velkomne forbi.
Københavns Vestegns Politi kan kontaktes døgnet rundt på telefon 4386 1448.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)