STØJBERGDEMOKRATERNE KOMMER POLITISK I KLEMME

Inger Støjberg er en praktisk kvinde, der krydser sine broer, når hun kommer til dem. Der er således ingen grund til at præsentere offentligheden for Danmarksdemokraternes politiske program, når man kan opvise 40 000 vælgererklæringer på sit glatte ansigt. Partiet vil om kort tid være opstillingsberettiget, og der kommer ikke valg, før røgen fra minkkommissionens betænkning er drevet over. Der bliver nu en hel del jammer, skrig og skrål samt moralprædikener fra støttepartierne, som vil opføre dobbeltmoralske politiske tableauer. Vi får formaninger, moralske skideballer og forargelse i metermål rettet mod Mette Frederiksen, men som også udgør det skjold, der skal beskytte hende mod den rigsretssag, der vil koste regeringen livet. Det hele ender således med en ’næse’ i den tunge ende, som statsministeren ifølge den planlagte koreografi vil tage til efterretning. Og så er tavlen visket ren og et valg kan udskrives af den genfødte Frederiksen.

Der går nogle hektiske måneder, indtil denne gøglerforestilling er afsluttet, og til den tid vil Inger Støjberg stå klar med sit partiprogram. Allerede nu har de fleste kommentatorer travlt med at belære os om, at Danmarksdemokraterne i virkeligheden er et moderne Dansk Folkeparti, som nok ikke overlever åreladningen af vælgere til Støjberg. Denne antagelse er imidlertid helt i hegnet. Titusinder af Venstrevælgere uden for København var voldsomt forargede og vrede over, at Venstre kastede Støjberg under bussen og stemte for den rigsretssag, der sendte hende i fængsel. Nok overtrådte hun ministeransvarsloven, men i en god sags tjeneste, mener mange Venstrevælgere, som ville foretrække, at sagen var afsluttet med en påtale fra Folketinget, en såkaldt næse. Når Danmarksdemokraterne som lyn og torden kunne opvise mere end 40 000 vælgererklæringer, er det jo ikke skuffede DF-tilhængere, der søger mod udgangen, men rasende Venstrevælgere, der siger tak for sidst til Jakob Ellemann og Co. Meget tyder på, at Danmarksdemokraterne kan sejle ind i Folketinget med 6-8 mandater, som ikke er tappet fra DF, men fra Venstre, Konservative og sikkert også Socialdemokratiet, som alle deltog i attentatet på Støjberg.

Til trods for den stride medvind kan det blive svært for Danmarksdemokraterne at placere sig markant i det politiske spektrum. Inger Støjberg er rundet af den liberale, jyske Højskolemuld, og det vil hun fortsat bekende sig til med sit nye parti. Hun vil gå ind for en liberal, internationalt orienteret vækstøkonomi, som letter skattetrykket og tilmed en slankere offentlig sektor som vejen til vækst og folkelig velstand. Hun vil gøre en indsats for produktions- og landbrugs-Danmark og vil distancere sig fra det værste klimahysteri. Støjberg vil være 100 procent for NATO, men kun 50 procent for EU, hvis politiske omklamring af det danske folkestyre, hun vil bekæmpe. Danmarksdemokraterne er ikke et protestparti, men ønsker at indgå i det parlamentariske samarbejde med andre partier, dog med en noget skarpere kant end de gammelborgerlige partier, der som bekendt er villige til hvad som helst for at være med i et kompromis ’hen over midten’. Og midten i dagens Folketing er lige præcist der, hvor Mette Frederiksen har stillet sig.

Støjbergs forventede politiske bastioner er dog i høj grad allerede indtaget af Nye Borgerlige, der står for en liberal vækstøkonomi, et stærkt NATO-engagement og en konsekvent integrationspolitik, der bliver svært at konkurrere med: kun ophold for migranter, hvis de er selvforsørgende og ud af vagten efter fængselsstraf. Hvad angår barnebrude, muslimsk familieundertrykkelse og islamiske krav om særbehandling i skoler, svømmehaller og på arbejdspladser er Vermund og Støjberg helt på linje. Eneste forskel i Støjbergs favør er hendes politik om fortsat medlemskab af EU, som Nye Borgerlige ønsker at forlade nok i modstrid med holdningen hos mange af partiets vælgere. I de sidste 20 år har Dansk Folkeparti ført en økonomisk politik, der lå meget tæt på Socialdemokratiet, altså ikke en vækstpolitik, men en fordelingspolitik, der skulle sikre fællesskabet, og at få fik for meget og færre for lidt. DF’s kernevælgere bekender sig både til den sociale fordelingspolitik og til den stramme udlændingepolitik og vil ikke lade sig forføre af Danmarksdemokraternes liberale vækstprogrammer. Hvis vælgerne forlader DF, bliver de snarere at finde i Socialdemokratiet, som nu i hvert fald formelt har strammet op på sin udlændingepolitik.

Selv om Danmarksdemokraterne er i klemme politisk stryger partiet i Folketinget båret frem af Støjberg-effekten, som er stærk og omfattende. Men på længere sigt skal partiet kunne opvise solide politiske resultater især på udlændingeområdet, hvis Danmarksdemokraterne skal være langtidsholdbare. Og når Inger Støjberg atter kan indtage talerstolen i Folketinget, bør hun huske den ligeledes rigsretsdømte Erik Ninn Hansens kloge ord: ”Man skal ikke bære nag. Men man skal huske navnene”.