Ni adresser i Odense og omegn er onsdag morgen blevet ransaget af SØIK og Fyns Politi i en aktion mod brugere af pirat-tv.
I en aktion rettet mod brugere af pirat-tv er ni adresser i Odense og omegn onsdag morgen blevet ransaget.
Det er Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), der med assistance fra Fyns Politi har gennemført aktionen. I forbindelse med ransagningerne blev der beslaglagt udstyr, der gør det muligt at se tv uden den betaling til den retmæssige udbyder.
Det oplyser Michael Lichtenstein, der er vicepolitiinspektør hos SØIK.
»Pirat-tv er det samme som at stjæle. Det betyder tabte penge for dem, der producerer og distribuerer programmer og betyder i sidste ende færre penge til fx skuespillere, instruktører og andre i branchen. Brugerne af pirat-tv kan se frem til en bøde og et erstatningskrav,« siger Michael Lichtenstein.
Sagen blev anmeldt af Nordic Content Protection på vegne af Canal Digital.
Det er SØIK’s særlige IPR-gruppe (Intellectual Property Rights), der har stået for efterforskningen samt forberedelsen og udførelsen af dagens aktion.
Ifølge Rettighedsalliancen er Danmark et af de EU-lande, der har det højeste antal brugere af ulovlig pirat-tv. Ifølge Rettighedsalliancen viser undersøgelser, at det ulovlige forbrug har været stigende de senere år, ligesom det estimeres, at op mod 250.000 danskere i 2018 benyttede sig af ulovligt pirat-tv.
Hos en 49-årig mand fra Højby fandt politiet udover udstyret til pirat-tv ligeledes et mindre skunk-laboratorium med 189 hamp-planter. Den del af sagen færdigbehandles af Fyns Politi.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)