Storbritannien: med store skridt mod totalitarismen

Af Andrew Ash– Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute.

Der var engang, hvor briterne var kendt for deres stoiske ro og deres evne til kamp i svære tider – uanset hvor sort, det så ud. Den såkaldte ‘blitz spirit’ fik for 80 år siden landet til at ‘pull together and carry on’ på trods af nazisternes bombardement af vores byer. Den var kendetegnende for en generation, der havde lidt under to verdenskrige uden at give sig.

Denne ‘blitz spirit’ har dog været bemærkelsesværdigt fraværende under coronapandemien. Der har ikke været meget nationalt sammenhold. Der har i stedet været en del skænderier og mudderkastning blandt politikere, aktivister og den stadigt mere splittede befolkning.

Ganske forventeligt gjorde mange hurtigt coronakrisen til et splittende politisk emne i oppositionens medier. Den gældende opfattelse – at enhver, der er imod mundbind, vacciner og test tilhører den ekstreme højrefløj, mens dem, der følger sikkerhedsreglerne, tilhører venstrefløjen – er forsimplet og tåbelig. Man kunne have forestillet sig, at en dødelig pandemi ville samle folk og langt om længe få bilagt de stridigheder, der har kendetegnet britisk (og amerikansk) politik i de senere år. Vi er i stedet blevet oversvømmet med identitetspolitik, hvilket har gjort en i forvejen urolig tid endnu mere urolig.

Nogle utilfredse mennesker har bragt deres vrede til et nyt niveau af ondskabsfuldhed, idet de for eksempel i offentligheden har givet udtryk for håb om, at premierminister Boris Johnson ikke kom sig over covid-19. Ikke noget sammenhold der. Ingen ‘blitz spirit’. Ingen medfølelse. Kun bitterhed, skænderier og en stadigt dybere grøftegravning.

Internettets frugtbare, omend uhåndgribelige, ‘grobund’ er under nedlukningen blevet det perfekte udklækningssted for radikale af enhver afskygning, hvor de kan sprede deres splittende doktriner blandt de unge, politisk modne millennials. Alle skal tilsyneladende sættes op imod hinanden – venstreorienterede mod højreorienterede, unge mod gamle, sorte mod hvide, kvinder mod mænd og transpersoner (virker det til) mod alle. Det driver effektivt en kile af rasende bitterhed ind mellem forskellige samfundsgrupper.

Man ser næsten dagligt nyhedshistorier om forældre, der ‘udskammes’ af deres nyligt politisk vakte børn, fordi de på de sociale medier har givet udtryk for ‘forkerte’ ‘unwoke’ synspunkter, eller historier om folk, der fyres for noget, som de måske, måske ikke, sagde for år tilbage. Enhver, der åbent vover at understrege ‘Stor’ i ‘Storbritannien’, beder selv om at blive kaldt for ‘racist’. Dem, der er naive nok til at tro på grundlæggende biologi – at kvinders og mænds anatomi er forskellig – kan se frem til Gulag. Hvis man vover at sige det utænkelige, at ‘all lives matter‘, må man berede sig på at forlade byen.

Mange agitatorer, der er ligeglade med høflighed og tolerance, har fortsat den opfattelse, der udvikles af fremmelige toårige, at hvis man skriger længe nok, så får man sin vilje. Denne følelse af berettigelse er blevet et kendetegn for en gruppe yngre mennesker, der ikke virker til at forstå krigens rædsler – eller mange reelle trængsler i øvrigt – i deres egne relativt komfortable liv. Denne mangel på respekt og forståelse for historien fører så sammen med et åbenbart behov for at opfinde, importere eller genoplive forurettethed fra fortiden til, at demonstranterne agiterer for at påføre andre mennesker en efter deres opfattelse passende hævn for uretfærdigheden, også selv om disse ikke har været indblandet. Der forventes kun tolerance fra andres side. For mange ‘progressive’ går det ikke begge veje. Agitatorer bruger nu tilsyneladende deres energi og opmærksomhed på at prioritere mærkesager, som de mener, at alle andre også burde gå op i. Mærkesagerne kan omfatte mænd, der har skiftet køn og deltager i konkurrencer inden for kvindesport; fjernelse af midler til politiet, så de mest sårbare samfundsgrupper får endnu sværere ved at forsvare sig selv; udbredelse af censur inden for universitetsverdenen og hos techgiganterne eller at overføre milliarder af skatteydernes penge til andre lande mod løfter om, at de udfaser fossile brændstoffer inden en dato langt ude i fremtiden, uden at vi har mulighed for at håndhæve aftalen. Der er i øvrigt ingen debat om noget. Bare gør, hvad du får besked på.

Mens brexitmodstanderne holdt ud så længe, de kunne, måtte to premierministre gå af, og modstanderne har sikkert nydt deres magt. Det var først efter de konservatives overbevisende sejr i december 2019, at de endelig opgav deres drøm om at omgøre Brexit – men ikke førend de havde brændemærket alle dem, der ville forlade EU, som fordomsfulde fremmedhadere.

De nedsættende bemærkninger er en fornærmelse mod denne tålmodige nation. Borgerne har igennem årtier gjort deres bedste for at holde trit med de indsnigende, ‘progressive’ tider, som vi lever i. Accepten af forskellige, ofte kontroversielle, samfundsændringer, såsom forskellige kønslobbyisters konstant påtrængende ønsker under påberåbelse af ‘menneskerettigheder’, ignoreres af de liberale, der er opsatte på at fremme deres identitetspolitiske dagsorden. Hvis det er måden at vise sin påskønnelse over for briternes stilfærdige, respektfulde accept af ofte kontroversielle vendepunkter i samfundet, så er der ikke noget at sige til, at mange kan have gjort op med sig selv, at de har fået nok af den nye ortodoksi.

Selv om udbruddet af coronavirus, med de indførte restriktioner for bevægelsesfriheden, kortvarigt dæmpede ‘woke’-aktivismen, så varede det ikke længe, inden det ekstreme aktivistmiljø blev rastløst. De havde indtil afroamerikaneren George Floyds død – han blev tilsyneladende dræbt af en hvid politimand – haft travlt med at kritisere folk på højrefløjen for ikke at tage coronakrisen alvorligt nok. Alt dette betød pludselig ikke noget. Et raseriudbrud af organiserede Black Lives Matter-demonstrationer brød ud i hele Storbritannien på trods af, at hændelsen ikke minder om noget som helst, der sker i de britiske gader, og på trods af, at BLM-bevægelsen indtil da havde været relativt ukendt i Storbritannien.

Ikke desto mindre sikrede mange sig, at budskabet kom klart og tydeligt ud i medierne: Det var vigtigere at protestere mod en opfattet racisme – selv hvis det foregik på et andet kontinent – end en pandemi.

Så efter at vi i måneder havde fået at vide, at vi ville blive retsforfulgt ved brud på coronareglerne, kunne vi nu i fjernsynet se tusinder af demonstranter, der ikke alene overtrådte sikkerhedsforskrifterne, men også væltede historiske monumenter – alt dette på baggrund af et problem, som hovedsageligt opfattes som værende importeret.

Der blev ikke foretaget nogen anholdelser, selv ikke da demonstrationerne blev voldelige. Regeringen havde indtil da gjort det klart, at der ville blive slået hårdt ned på ethvert brud på nedlukningsreglerne – ingen advarsler, ingen undtagelser. Det var der nok ikke nogen, der brød sig om, men vi var lovlydige – for samfundets skyld.

Og så opstod der pludselig kaotiske tilstande i byer over hele Storbritannien. Midt i nyhedshistorier om voldelige uroligheder blev nedlukningsreglerne ikke alene brudt, men der var under Black Lives Matters faner en udbredt asocial opførsel, der blev tolereret. Da statuen af Winston Churchill på Parliament Square i London blev vandaliseret, stod politiet, der lå under for den politiske korrekthed, passivt og så på, mens deres rolle blev offentligt undermineret af den åbenlyse foragt for loven.

Demonstranternes afvisning af den britiske kulturarv og deres forsøg på at ‘slette’ historien, er en trussel mod nationen. Vi har åbenbart ikke noget at være stolte af. Vores bedrifter har tilsyneladende ikke været andet end et ondt patriarkalsk systems ødelæggelser. Ved at tilslutte sig de marxistiske arkitekters fortælling fornærmer de utilfredse demonstranter ikke alene mindet om dem, der har kæmpet og døde for den frihed, som vi nu tager for givet; De tager også store skridt mod totalitarismen.

Hvor seksuelle og etniske minoriteters rettigheder virker til at være solidt mejslet i sten, kan regeringen med et øjebliks varsel fratage os friheden til at besøge vores familie, pubben eller biblioteket. Tusinder af demonstranter marcherer gennem byerne den samme dag: intet problem. Mange forsamlede på stranden en sommerdag: risiko for anholdelse. Én persons frihed er åbenbart blevet en anden persons grund til modvilje.

Hvad står vi tilbage med, når vi forsøger at genoptage vores liv efter coronakrisen, hvor vi stadig befinder os i en ‘woke’-verden? En voksende stemning af mistillid og gåen på listefødder. Folk er i stigende grad bange for at tale frit. Selv retsvæsenet befinder sig i en tilstand af politisk korrekt lammelse (her, her, her og her).

Mens Storbritannien havde travlt med at fremme multikulturalismen og degradere valg som for eksempel kristendommen, og folk, der tit afskrives som hvide og døde, omhyggeligt værnede om kernefamilien og kulturarven, har vi tilsyneladende ikke bemærket de samfundsmæssige splittelser, som det har forårsaget. For eksempel viser rapporter, at omkring 19.000 af vores børn er blevet ‘groomed’ og gruppevoldtaget. I stedet for at samle os har coronapandemien understreget en splittelse, der omdanner Storbritannien til noget tilbagestående, uudviklet og uigenkendeligt. Det Forenede Kongerige er desværre langt fra forenet på nuværende tidspunkt.