Stort potentiale i bedre mobiladgang til offentlige tjenester

Danskerne vælger deres smartphone til næsten enhver digital opgave, men ikke når de bruger offentlige webtjenester, viser ny undersøgelse fra Deloitte.

Danmark er kendt for at være ét af verdens mest digitaliserede lande, og digitaliseringen af vores offentlige tjenester høster misundelse langt udenfor landegrænserne. Danskerne kan interagere digitalt med det offentlige på en lang række måder lige fra at stifte en virksomhed til at booke en tid hos lægen.

Men danskerne dumper de offentlige tjenester, når det kommer til at bruge den foretrukne skærm, smartphonen, til opgaverne. De ser sig i stedet nødsaget til at tænde for computeren. Det viser Deloittes nye ’Global Mobile Consumer Survey 2019’, der hvert år tager pulsen på forbrugernes vaner med deres mobiltelefoner.

Stort uudnyttet potentiale
Ifølge undersøgelsen er smartphonen den foretrukne skærm, og man kunne derfor tro, at borgerne også bruger smartphonen til interaktion med det offentlige, men det gør de ikke,” siger Frederik Behnk, partner og leder af Deloittes afdeling for teknologi, medier og telekommunikation.

Halvdelen (49%) af borgerne i de nordiske lande bruger aldrig deres smartphone til at anmode om en offentlige tjeneste. Og danskerne er faktisk de mindst tilbøjelige til at gribe smartphonen, når de f.eks. skal bestille nyt pas eller indskrive børn i skole (59% gør det aldrig). Undersøgelsen viser også, at kun en femtedel af de nordiske forbrugere griber smartphonen, når de vil søge efter information på en offentlig webside.

Det her peger på et stort, uudnyttet potentiale i den ellers stærke digitale transformation i den danske offentlige sektor,” siger Frederik Behnk og fortsætter:

“Der er tydeligvis et stort næste skridt at gå, før borgerne kan møde det offentlige på den skærm, de foretrækker og med en tilfredsstillende brugeroplevelse, for det er mere komplekst end f.eks. at sælge babyudstyr på nettet. Men det er oplagt som et næste skridt i den generelle digitale omstilling af de offentlige tjenester at arbejde ud fra mobil-først-tankegangen, så både information og tjenester også udvikles til mobiltelefonen”.

Øvrige nye tendenser
Global Mobile Consumer Survey 2019 byder på en lang række nye tendenser blandt de mobile forbrugere i undersøgelsen. Eksempelvis at:

  • Over halvdelen af forbrugerne lider af gener grundet overforbrug af mobilen.
  • Stadig flere unge ml. 18-24 år fravælger smartphonen.
  • Forbrugerne både spiller mere på mobilen og er stadig mere asociale ved at vælge én-mands-spil.
  • Forbrugernes villighed til at shoppe via mobilen vokser hastigt.
  • De unge vender ryggen til Facebook.
  • Interessen for 5G-netværket er faldende.
  • Og meget meget mere.

Undersøgelsen er vedhæftet som PDF og kan også udforskes på nettet her.


Om undersøgelsen:
Hvert år udgiver Deloitte en global undersøgelse af den mobile forbrugers digitale færden, og igen i år har Deloitte udført en nordisk særudgave. Den nordiske udgave bygger på data fra Danmark, Sverige, Norge og Finland, hvilket gør det muligt at sammenligne forbrugeradfærd på tværs af hele Norden. Undersøgelsen er baseret på et repræsentativt udsnit blandt forbrugere i alderen 18-75 år. I alt har 5000 nordiske respondenter deltaget i undersøgelsen (1864 i Sverige, 976 i Norge, 1095 i Danmark og 1066 i Finland).

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)