Mænd med svær overvægt kan fordoble antallet af sædceller, hvis de taber sig og vedligeholder vægttabet. Det konkluderer forskere fra Københavns Universitet og Hvidovre Hospital i nyt studie.
Verden over døjer mænd med forringet sædkvalitet, og man taler om en decideret fertilitetskrise.
Nu kan der imidlertid være godt nyt til nogle af de mænd, der oplever problemer.
I et nyt klinisk studie viser forskere fra Københavns Universitet og Hvidovre Hospital, at mænd med svær overvægt kan fordoble antallet af sædceller, hvis de taber sig – og vedligeholder deres vægttab.
”Det overraskede os, hvor stor en forbedring der kan spores i sædkvaliteten, når der sker et vægttab. Og når 18 procent af danskerne har svær overvægtigt, kan denne nye viden faktisk gøre en forskel,” fortæller professor Signe Torekov, der har stået i spidsen for studiet sammen med professor Romain Barres fra Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research på Københavns Universitet.
De nye fund kan således være godt nyt for fertiliteten, da der tidligere er vist en sammenhæng mellem flere sædceller og hurtigere opnåelse af graviditet.
Studiet er udgivet i det anerkendte tidsskrift Human Reproduction, der er et af de højest rangererende inden for emnet fertilitet. I alt deltog 56 mænd i alderen 18-65 år, der med svær overvægt havde en BMI mellem 32 og 43.
Vedvarende vægttab nødvendigt
Signe Torekov forklarer, at man længe har formodet, at svær overvægt er forbundet med forringet sædkvalitet. Fra tidligere studier har man også set en antydning af sammenhæng mellem vægttab og øget sædkvalitet, men disse studier har været med så få deltagere eller mindre vægttab, at det har været svært at drage konklusioner fra dem, forklarer hun.
”Men det tør vi godt nu. Det her er det første længevarende randomiserede studie, hvor vi ser at sædkvalitet hos mænd med svær overvægtigt kan forbedres med et vedvarende vægttab,” siger Signe Torekov Sørensen, der arbejder på Biomedicinsk Institut.
”Mændene tabte i gennemsnit 16,5 kg, og det øgede koncentrationen af sædceller med 50 procent og antallet af sædceller med 40 procent efter otte uger. Gennem de i alt 52 uger, forsøget varede efter vægttabet, lykkedes det mændene ikke bare at fastholde den forbedrede sædkvalitet, men faktisk fordoble antallet af sædceller. Men kun hos dem, der vedligeholdt vægttabet. Disse mænd havde nu dobbelt så mange sædceller efter det vedligeholdte vægttab i forhold til før deres vægtab. De mænd, som tog på i vægt igen, mistede forbedringerne i sædkvaliteten,” siger hun.
Del af et større studie
Studiet er et understudie til en større publikation om vægttab, som udkom i New England Journal of Medicin i maj 2021. I det større studie deltog i alt 215 danskere med svær overvægt. Det var blandt disse deltagere, at 56 af mændene også afgav sædprøver, der kunne afsløre, om sædkvalitet og vægttab kunne hænge sammen.
I forsøget fulgte alle deltagere først et otteugers forløb med en lav-kalorie diæt. Det resulterede i, at de tabte sig. Derefter blev deltagerne ved lodtrækning inddelt i fire grupper.
To af grupperne fik placebomedicin, mens de to andre grupper fik fedmemedicin. Blandt de to placebogrupper skulle én gruppe følge et motionsprogram, hvor de hver uge, skulle dyrke minimum 150 minutters moderat fysisk træning eller 75 minutters hård træning – eller en kombination.
Den anden gruppe skulle ikke ændre deres vanlige niveau af fysisk aktivitet. De to grupper, der fik fedmemedicin, blev opdelt på samme måde, i en gruppe med og en gruppe uden motionsprogram.
Efter et år viste det sig, at de grupper, der kun dyrkede motion og ikke fik medicin, samt den gruppe, der kun fik fedmemedicin og ikke dyrkede motion, kunne vedligeholde vægttabet på 13 kg samt bibeholde sundhedsforbedringerne. Gruppen der fik både fedmemedicin og dyrkede motion tabte sig yderligere. Placebogruppen – dem, der troede, de fik medicin, men som ikke dyrkede motion – havde taget halvdelen af vægttabet på igen med forværring af mange af risikofaktorerne for eksempelvis udvikling af type 2 diabetes og hjertekarsygdom.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)