2. juli, er der schweizisk folkefest i Billund Lufthavn. Der er skåltaler, tilskuere og vandkaskade i stor stil, når Swiss slår landingsstellet ud på landingsbanen i Billund, og det skaber nye turister til Danmark.
2. juli lander Swiss i Billund Lufthavn, hvor lufthavnens brandbiler står klar med vandkaskade, når flyet taxier ind på holdepladsen. Det sker for fuld skue af tilskuere på marken ved én af lufthavnens flyspotterpladser.
Inde i lufthavnen er der skåltaler over frokosten, hvor den schweiziske ambassadør i Danmark Florence Tinguely Mattli, Country Manageren Denmark fra Lufthansa Gruppen Bastian Frantz, og flere andre repræsentanter fra Swiss er mødt op for at tage i mod flyet.
– Vi er rigtig glade for, at vi endelig kan byde Swiss velkommen. Billund Lufthavn ligger i et utroligt stærkt marked, der er attraktivt for flyselskaberne, fordi vi har et stort opland af både ferie- og erhvervsrejsende. Og flyene mellem Billund-Zürich kommer til at have fyldte fly frem og tilbage med begge passagertyper. Det ser vi meget frem til, fortæller Jan Hessellund, adm. direktør i Billund Lufthavn.
LEGOLAND Billund Resort
Oplandet til Billund Lufthavn er også begejstret for den nye rute til Schweiz. Lufthavnens store nabo LEGOLAND, ser nemlig også positivt på, at området er et populært rejsemål for schweizerne. Flyet, der i dag lander fra Zürich, er også næsten fyldt med schweiziske turister, der har de vestdanske attraktioner i kikkerten.
– Det er meget positivt, at den nye rute med Swiss kommer til at bringe turister til LEGOLAND og de andre attraktioner i LEGOLAND Billund Resort samarbejdet. Vi har kigget langt efter udenlandske turister i meget lang tid, så det er virkelig positivt, at der nu også kommer nye ruter til Billund Lufthavn, som bidrager til at få turisterne tilbage til området, siger Mads Aagaard, der er Marketing Director i LEGOLAND.
Jan Hessellund fortæller ligeledes om forventningerne til de rejsende:
– Den direkte forbindelse kommer til at gøre det væsentligt mere tilgængeligt for de omkring 40.000 schweizere, der hvert år besøger Vestdanmark. Så vi er i den grad klar til at tage imod turister fra Schweiz.
Ruteåbninger og genåbninger
Swiss er ikke eneste nyhed fra Billund Lufthavn i dag. Ryanair starter to ruter op i dag – Venedig og Chania. Derudover bliver det norske haleror også at se på platformen i Billund Lufthavn efter en lang pause, for i dag starter Norwegian ligeledes op med deres rute til Oslo.
– Udbuddet af ruter bliver næsten dagligt større – i morgen lørdag kommer vi til at opleve 60 procent af antallet af afgange ift. samme dag i 2019. Og det er jo slet ikke til at sætte ord på, hvor godt det føles at kigge på den helt fyldte afgangstavle igen. Og så skal der lyde et stort velkommen tilbage til Norwegian, afslutter Jan Hessellund.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)