Tænk hvis…

DEBAT,

Af Birgitte Willumsen.

Tør næsten ikke skrive det her. Tænk hvis, Vesten i 1930’erne havde tilladt massiv indvandring af fattige, velfærdssøgende tyskere med pæne velfriserede og velopdragne børn i hele resten af Europa, hvis Vesten havde tilladt dannelse omkring Europas storbyer af hele byområder med egne regler om heilhilsner, jødehad, korslignende tegn, eget sprog og forestillinger om egen ideologi og races overlegenhed og renhed.

Tænk hvis man havde opfordret til forståelse for almindelige menneskers ret til en bedre tilværelse og et andet syn på livet og forlangt, at ingen måtte sætte disse fredelige og venlige tyskere i forbindelse med de væmmelige og onde i Nazikorpset, og at ingen ej heller måtte forlange en høj og tydelig afstandtagen til nazistisk ideologi og alle dens gerninger fra disse vores nye medborgere!!

Tænk hvis man var blevet ved med dialog og tolerance og fulgt Mr. Chamberlain. Tænk, hvis man havde accepteret, at flere og flere af de herboende tyskere på forespørgsel nok svarede ja til respekt for vores grundlov og ikke erklærede sig som nazister, men som moderate tyskere samtidigt udviste forståelse for nazismens ideologi og understregede, at vi som europæere med baggrund i vores demokratiske livssyn havde pligt til at respektere dette, og at de følte sig nedvurderet eller ikke accepterede med fare for radikalisering og ”nazifisering”, hvis ikke vi udviste denne respekt.

Og tænk hvis man havde forlangt, at bekymrede europæere skulle se bort fra ”det med jøderne” og i stedet fokusere på alt det positive, nazisterne i sandhed udrettede – arbejde til alle, motorveje blev bygget, økonomien voksede, ungdommens sammenhold og sundhed i Hitler Jugend lejre, sunde leveregler som ”Arbeit macht frei” osv .

Tænk hvis man i stedet for at forlange tydelig afstandtagen til nazismens ideologi og i stedet for at bekæmpe både ideologi og erklærede nazister brutalt og nådesløst, havde diskuteret Vestens egen skyld i denne ideologis fremmarch, eget ansvar på baggrund af fredstraktaten efter Kejserrigets fald og 1. Verdenskrig, socialt elendige forhold i et forarmet Tyskland, Vestens eget ansvar for dette og dermed for nazisternes grusomheder.

Tænk hvis man i 1940’erne af angst for civile tab havde undladt at sønderbombe Tysklands byer, og tænk hvis man i stedet havde talt om moderate tyskere og radikale nazister og multikultur og menneskekærlighed og lagt de – fra både tyskernes egne rækker og fra de invaderedes rækker – der fortvivlet prøvede at råbe vagt i gevær, for had med anklager om umenneskelighed og fremmedhad. Hvordan havde Europa så set ud i dag?

I 1945 blev et helt folk lagt for had og ansvarliggjort for nazismens gerninger. Tyske flygtninge blev ansvarliggjort og også svigtet. 10.000 tyskere ligger på Vestre Kirkegård, døde i Danmark bl.a. på grund af de danske myndighedernes påbud om ikke at yde lægehjælp. Af disse 10.000 er de 5.000 flygtninge fra nazismens og krigens rædsler, mange kvinder og børn. Grusomt, skræmmende, tankevækkende og nådesløst.

Utænkeligt i dag, men er vi i efterkrigstiden blevet så civiliserede og humane, at vi nu ikke kan forsvare os? At vi trods terror, vold og spændinger i vores byer, ghettoer med egne love og regler, nægter at se problemet i øjnene, fordi det er for svært, og fordi vi ikke tør udfordre vores humane verdensbillede og vores tro på ”det godes” sejr, at vi ikke tør erkende, at mennesket i årtusinder har måttet kæmpe grusomt og nådesløst for at bekæmpe ”det onde”.

Krig er grusom og nådesløs, uskyldige skades, uanset hvor meget man prøver at bortforklare det og uanset om den foregår i ”det godes” eller ”det ondes” navn. Desværre vinder den stærke og nådesløse – god eller ond!

I Vesten er vi i dette århundrede måske stærke, men vi er efter årtiers fred og materiel fremgang ikke længere nådesløse. Det er vi endda stolte over, men hvordan kan vi nogensinde uden nådesløshed overvinde en fjende og en ideologi som islamismen, der er netop – nådesløs.

Ja, jeg er faktisk rædselsslagen ved at skrive det her med fare for at blive lagt for nådesløst had, men kan heller ikke sove om natten ved tanken om, hvilken verden, der med islamisternes erklærede krig mod alle vantro og samtidig masseindvandring fra muslimske lande til et handlingslammet og splittet Europa måske venter mine børnebørn – og sender en dybt taknemmelig tanke til stærke, visionære og modige ledere i 1940’erne. Et europæisk folk, der stod sammen, soldater og modstandsfolk, alle der turde vælge, satse, tro, følge en Winston Churchill og sige nej til Chamberlain – også selvom den sidste var den, der var den humane og næstekærlige.

De sikrede mig og min generation en opvækst, ungdom og et voksenliv i et frit og smukt demokrati, men tænk hvis… Ja, så havde jeg nok fået lært at heile med hånden strakt ud, ”jødeproblemet” havde været ” løst”, ingen udgifter til evnesvage og hæmmede, som ville være blevet ”fjernet af medlidenhed”, vi havde undgået krigen med alle dens rædsler og tab, og mine 2 sønner ville være blevet loyale og dygtige partisoldater med stolthed over deres ariske gener, den tyske nations storhed og kunne synge fejlfrit med på ”Deutchland ûber alles”.

Hvordan kommer mine børnebørns Europa til at se ud, og hvad kommer de til at skulle falde på knæ og bede højt med på?