Guatemalas bjerglandskaber har gennem tiderne været hjemegn for Mayaindianerne. I junglen ligger der stadig mange uopdagede ruiner efter storslåede templer, bygget til ære for guderne, og hellige drypstenshuler med mayabegravelser. Siden 1970’erne har Christian Lygum Christensen rejst til Guatemala et utal af gange for at finde rester og levn fra den forsvundne, sagnomspundne mayakultur.
Der er ingen tvivl om, at der findes en ustyrlig trang til eventyr i årerne på Christian Lygum Christensen. ”At finde en stor uopdaget 1200 år gammel mayaby, hvor murværk og trapper stadigvæk står, hvor de blev sat for mere end 1200 år siden, er et kæmpesus,” fortæller Christian, der på baggrund af sine ekspeditioner er blevet optaget som medlem i Eventyrernes Klub.
I perioden 1990-2013 gennemførte tempeljægeren 11 ekspeditioner i jagten på at kortlægge mere og mere af den forsvundne mayakultur. I sin bog: ”Tempeljægeren – På ekspedition blandt indianere, kokainsmuglere og gravrøvere i Guatemala” inviterer han alle andre med på de nervepirrende ture ind i en jungle, hvor alt kan ske. Guatemala er et farligt land, terrænet er næsten ufremkommeligt, fuld af giftige og farlige kryb, og det vrimler med truende guerillasoldater og kokainsmuglere samt mistænksomme indianere.
”Rejs altid to personer sammen. Det er meget sværere at likvidere to mennesker end en. Vis aldrig, at du har penge eller er rig. Spil dum. Og hav forbindelserne i orden,” lyder de gode råd, Christian Lygum Christensen giver videre til andre, der får lyst til at kaste sig ud i samme type eventyr, når de har læst om ekspeditionerne.
Christian Lygum Christensen fortæller levende og energisk om ekspeditionerne og mayakulturen. I tilgift er bogen krydret med masser af autentiske fotos fra de begivenhedsrige jungle- og grotte-odysséer.
Fakta om bogen:
Titel: Tempeljægeren
Forfatter: Christian Lygum Christensen
Forlag: TURBINE
ISBN: 9788740662139
Sidetal: 444
Vejl. pris 249,95 kr.
Udkommer d. 2. juni 2020
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)