De Gaulle har som bekendt udtalt, at “nationer ikke har venner, kun interesser”. Det gælder også USA, som både under Trump og Biden har præcis den samme interesse i forhold til Arktis og Grønland, nemlig at øge USA’s militære tilstedeværelse i Grønland for at beskytte området mod russisk og kinesisk indblanding.
USA er derfor i færd med at omlægge hele sin militære strategi, der kun peger i én retning: en militarisering af det arktiske område med Grønland som et centralt omdrejningspunkt.
Den bramfrie Donald Trump var som bekendt ikke populær i Danmark, efter at han i august 2019 sagde, at han ønskede at købe Grønland. Hans logiske og fornuftige tilbud kaldte Danmarks statsminister ”absurd”.
Nu hvor Bidens udenrigsminister, Anthony Blinken, skal mødes med den danske regering, taler danskerne derfor med begejstring om en ny start i forhold til USA. ”En ny tid er begyndt”, skriver Berlingske i sin leder. Altså ”ny tid” efter den onde Trump med hans ”absurde” tilbud til Danmark.
Danske politikere og medier har det med at stirre sig blinde på personer i stedet for på substansen, dvs. de interesser, personerne repræsenterer. Og for USA’s vedkommende ligger disse fast. Danmark, der halter langt bagefter det, som de skiftende regeringer har lovet USA og NATO, skal tvinges til at opfylde sine løfter. Kan Danmark ikke levere, må den danske regering tillade øget amerikansk tilstedeværelse i Grønland. Noget for noget.
Kunne USA’s ”bad cop”, Donald Trump, ikke få lov til at købe Grønland, kan USA bruge andre metoder til at skaffe sig øget indflydelse i Grønland – og det er netop det, USA’s ”good cop”, Anthony Blinken, er i gang med.
Skiftende amerikanske ambassadører i Danmark har arbejdet målrettet på at skabe en forståelse hos grønlænderne for, at der faktisk er en fremtid uden for Danmarks kontrol og indflydelse, og at frigørelse er mulig og ønskelig. De har arbejdet målrettet på at være klar den dag, hvor Grønland erklærer sig selvstændigt, således at USA kan rykke ind på øen.
Blinkens besøg i Danmark foregår midt i en diplomatisk offensiv fra USA, som bl.a. Trumps ambassadør Carla Sands har lagt skinnerne ud til.
Amerikanerne er i fuld gang med at udvide samarbejdet direkte med Grønland og vinde grønlændernes støtte fra deres nye generalkonsulat. De er i gang med en charmeoffensiv i Grønland i form af opbygning af et kontaktnetværk, fester og åbent hus-arrangementer, besøg af amerikanske diplomater, legater til amerikanske skoler og universiteter, øget samarbejde mellem grønlandsk og amerikansk erhvervsliv og endda udvidet mulighed for at handle i de amerikanske supermarkeder i Thule.
Danmark er langsomt ved at miste kontrollen med Grønland til USA, fordi den danske regering ikke har andet valg end at acceptere det forstærkede amerikansk-grønlandske samarbejde.
Det morsomme er, at eftersom småstaten ikke har andet valg, er danske politikere begyndt at præsentere det amerikanske fremstød i Grønland som noget, man har ønsket længe, og at man derfor byder det velkommen.
”Vi glæder os over den amerikanske pakke, fordi vi selv har efterlyst et større amerikansk engagement i Grønland”, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) til Berlingske.
”Man tror næsten, når man lytter til Udenrigsministeriet, at det hver eneste gang er en dansk idé, når USA udvider sit engagement i Grønland, og at man er USA dybt taknemmelig for det, de gør”, sagde en politiker, der ønskede at være anonym.
Alt dette er USA’s ”good cop”, Anthony Blinken, naturligvis godt klar over.
André Rossmann
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)