På baggrund af et anonymt tip rettede Specialpatruljen fra Østjyllands Politi tirsdag eftermiddag kl. 14.20 henvendelse på en adresse i Hornslet, hvor der angiveligt skulle blive opbevaret et oversavet jagtgevær uden gyldig tilladelse.
Ved politiets ankomst til stedet var der ingen hjemme, hvorfor stedets 57-årige mandlige beboer blev kontaktet og anmodet om at komme hjem, så politiet kunne komme ind i hans bolig.
Manden mødte kort efter op på adressen, og under en efterfølgende ransagning af mandens bopæl fandt Specialpatruljen et oversavet jagtgevær, der lå opbevaret i en kuffert i et tøjskab. Den 57-årige blev derfor sigtet for at overtræde våbenloven.
Foruden det fundne jagtvåben fandt politiet også patroner og en mindre mængde hash på stedet. Den 57-årige blev derfor også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)