Syd- og Sønderjyllands Politi sigtede i weekenden to mænd for at overtræde dronebekendtgørelsen
Syd- og Sønderjyllands Politi sigtede lørdag aften to mænd for at overtræde bekendtgørelsen om droneflyvning.
Ved 21.30-tiden anmeldte en kvinde i Haderslev, at hun havde set en drone flyve over sin adresse. Patruljen sigtede en beboer i nærheden, der erkendte, at han havde stået på sin altan og fløjet med drone over området. Han blev sigtet for at flyve i bymæssig bebyggelse og fik beslaglagt sin drone. Den sigtede fortalte, at han ikke havde dronecertifikat og ikke kendte reglerne for droneflyvning.
Knap en halv time senere fik politiet endnu en anmeldelse om ulovlig droneflyvning. Denne gang var det en drone, der fløj for tæt på Flyvestation Skrydstrup. Droneføreren forklarede, at han ikke kendte til reglen om en sikkerhedszone på otte kilometer omkring militære flyvepladser. Også han blev sigtet for overtrædelse af dronebekendtgørelsen.
REGLER FOR DRONEFLYVNING:
Krav til afstand
* Din drone skal hele tiden være inden for synsvidde, når den er i luften, uanset tidspunkt på døgnet. Ønsker du at flyve uden for synsvidde, falder din operation ind under en specifik kategori, og du skal have særlig tilladelse af Trafikstyrelsen.
* Vær opmærksom på, at der er en række krav til afstand, når din drone er i luften:
– Din drone må ikke være tættere på end fem kilometer fra en civil lufthavn, otte kilometer fra en militær flyveplads og to kilometer fra en lægehelikopterflyveplads.
– Hvis du har et kompetencecertifikat, må din drone være to kilometer fra en civil lufthavn eller militær flyveplads, såfremt flyvningen ikke foretages højere end 40 meter over start/landingsbanens højde.
-Hvis du har et kompetencecertifikat, må din drone være en kilometer fra en lægehelikopterplads, såfremt flyvningen ikke foretages højere end 50 meter over lægehelikopterflyvepladsens højde.
– Du skal holde mindst 150 meters afstand fra fx politiets ejendomme og 300 meters afstand fra fx militære områder.
– Du skal holde mindst 150 meters afstand til skadesteder eller gerningssteder, hvor politi og redningsberedskab arbejder.
– Du skal holde mindst 15 meters vandret afstand til jernbaner og bybaner. Ønsker du at flyve tættere på, skal du have tilladelse fra den ansvarlige infrastrukturforvalter på strækningen, fx BaneDanmark.
Krav vedrørende veje og private områder m.m
* Du må ikke flyve over offentlige veje, hvor fartgrænsen er over 70 km/t, med mindre du har en tilladelse fra den ansvarlige infrastrukturforvalter på strækningen, fx en kommune eller Vejdirektoratet.
* Du skal have særlig tilladelse fra Trafikstyrelsen for at flyve i naturfølsomme områder.
* Du må ikke overflyve private områder, fx boliger og ejendomme, der er omkranset af hegn, hæk, mur eller lignende, uden ejernes eller beboernes tilladelse.
* Du skal desuden holde mindst 2,5 meters afstand til øvrige boliger og ejendomme – eller have tilladelse fra ejer.
* Det er ikke tilladt at overflyve forsamlinger af mennesker, for eksempel gæster ved en koncert, tilskuere til en fodboldkamp m.m. Afstandskrav til mennesker afhænger af vægten på din drone.
* Du skal tage et dronekompetencecertifikat på droneregler.dk, hvis du vil flyve med droner på over 250 g. Har du allerede et ældre udstedt dronebevis 1a, 1b eller 2, behøver du ikke tage et dronekompetencecertifikat.
* Det er ikke længere et krav, at du skal anmelde flyvninger i byerne til politiet. Din drone skal heller ikke være registeret, men som operatør skal du være registreret. Det gør du ved at sætte dit CVR-nummer på dronen. Har du ikke et CVR-nummer, skal du sætte dit dronekompetencecertifikat-
* Den maksimale flyvehøjde er 120 meter. Ønsker du at flyve højere, falder din operation ind under en specifik kategori, og du skal have særlig tilladelse af Trafikstyrelsen.
* Flyvning med en drone på over 250 gram skal være dækket af en gyldig ansvarsforsikring.
Få mere at vide:
Trafikstyrelsens hjemmeside www.droneregler.dk
På hjemmesiden kan du se, hvilke områder du ikke må flyve i, samt hvilke områder du skal være særlig opmærksom på forholdene
Dronebekendtgørelsen (BEK 2253)
EU-forordningen (2019-947)
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)