En 16-årig ung mand endte mandag aften med at blive anholdt i et tog på Randers Station, efter han havde slået en togfører.
Togføreren kontaktede politiet kl. 18.00 og fortalte, at en ung passager i toget havde slået hende to gange på hænderne, og at han nu havde låst sig inde på toilettet.
Ifølge togføreren havde den 16-årig ikke købt billet – angiveligt fordi hans MobilePay ikke virkede. Da han lovede, at han ville få sin far til at betale for billetten via mobilbetaling, aftalte togføreren med ham, at hun ville komme tilbage lidt senere for at tjekke.
Efter noget tid kom togføreren retur, men den 16-årige havde stadig ikke en billet. I stedet havde han gang i en længere telefonsamtale, og da han ikke var videre samarbejdsvillig, tog togføreren bødeblokken frem.
Det gjorde angiveligt den unge mand sur, og ifølge togføreren klaskede han hende to gange over hænderne, så hun tabte bødeblokken. Herefter tilkaldte hun politiet, mens den 16-årige låste sig inde på toilettet.
Han kom dog ud, da et par betjente bankede på og gav sig til kende, og han blev herefter anholdt og sigtet for vold mod en person i offentlig tjeneste. Efterfølgende blev hans forældre underrettet.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)