Information hylder og favoriserer venstreorienterede forfattere og går hårdt til forfattere med andre ideologier i boganmeldelserne, mener kritikere. Det skriver Berlingske.
Konsekvensen bliver ifølge journalisten Anna Libak, at Informations læsere på litteratursiderne primært præsenteres for synspunkter og en verdensopfattelse, der skal bekræfte gruppen i, at den har ret. ”Det bliver et menighedsblad, som fedter for læserne. Så man holder avisen for at blive bekræftet i sine egne anskuelser. Information må redigere avisen, som man vil, men det er jo en indsnævring af debatten. Der er noget totalt religiøst over det – det er det, jeg synes er så utroligt ved dele af venstrefløjen: At den er blevet så moralistisk, som den er”, siger Anna Libak.
Forfatteren Marianne Stidsen deler hendes opfattelse: ”Problemet er ikke så meget enkeltanmeldelser. Det er den konsensus, der tit opstår i miljøer med aktivistiske tendenser, hvor man kan have fornemmelsen af, at det ikke er enkeltpersoner, der sidder og anmelder en bog, men et eller andet kollektivt tribunal”.
Marianne Stidsen mener, at anmeldelserne – især af de yngre skribenter – kan have tendens til at ligne debatindlæg, når forfattere, der ikke abonnerer på Informations verdensopfattelse, bedømmes af avisen. ”Man skal have respekt for anmeldergenren som et sted, man ikke må kuppe til sine egne agendaer, for så går det virkelig galt. Man bliver nødt til at spille med åbne kort. Redaktionen bliver nødt til at være opmærksom på, at debatindlæg må kategoriseres som debatindlæg, og anmeldelser må kategoriseres som anmeldelser og laves derefter. Der er totalitære tendenser, når man sniger sin politiske agenda ind ad bagdøren”.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)