Tre udlændinge anholdt ved grænsen og varetægtsfængslet

I en varebil lå der flere dunke med diesel og udstyr til tapning, samt to påhængsmotorer, der bar præg af at have været stjålet.

 

Tre rumænske mænd på 19, 20 og 39 år blev mandag ved et lukket grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for hæleri.

 

De tre mænd nægter sig skyldige og kærede varetægtsfængslingen til Vestre Landsret.

 

To patruljer fra Syd- og Sønderjyllands Politi standsede mandag klokken 02.19 de tre mænd, der befandt sig i to køretøjer, en varebil og en personbil, på Sønderjyske Motorvej nær grænsen, hvor bilerne var på vej ud af landet.

 

I varebilen lå der flere dunke med diesel og udstyr til tapning, samt to påhængsmotorer, der bar præg af at have været stjålet.
På denne baggrund blev de tre mænd anholdt og sigtet i sagen.

 

Efterforskningen bliver håndteret af Udlændingekontrolafdeling Vest ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)