Trompethorn og tankmotorer: Et vendepunkt i Gaza?

Af Oberst Richard Kemp–  Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute.

Under en operation i Gaza for nylig angreb de israelske forsvarsstyrker, IDF, et tunnelkompleks tilhørende Hamas med 12 eskadriller bestående af 160 kampfly, som angreb mere end 150 mål med hundredvis af bunkersprængende JDAMs [Joint Direct Attack Munitions] på mindre end en time. Selvom vurderingen af kampskaderne endnu er undervejs, ødelagde angrebet det måske vigtigste element i Hamas’ infrastruktur, idet det udslettede enorme lagre af ammunition og våben og sandsynligvis dræbte snesevise om ikke i hundredvis af kæmpere. Dette var et hammerslag mod Hamas og kan vise sig at være et vendepunkt i konflikten. Det sendte også et stærkt budskab til Iran og Hizbollah, som et varsel om følgerne af et angreb på Israel med deres arsenaler af titusindvis af missiler i det sydlige Libanon.

IDF-operationen var en omhyggeligt koordineret blanding af efterretninger, overvågning, viden om fjendens taktik, bedrag, overraskelse og præcist målrettet, overvældende styrke. Blandt alt dette udgjorde bedrag og overraskelse nøglen. Overraskelse er et krigsprincip i de amerikanske, britiske og mange andre styrker, defineret i USA’s Army Field Manual som at “ramme fjenden på et tidspunkt eller sted eller en måde, som han er uforberedt på.” Manualen fortsætter: “Bedrag kan øge sandsynligheden for at opnå overraskelse”. Gennem hele krigshistorien har overraskelse opnået ved hjælp af bedrag ført til mange forbløffende militære sejre — ofte imod alle odds.

IDF’s bedrageriske operation mindede om den bibelske israelitiske leder Gideons berømte krigslist mod midianitterne. Han lod sine mænd blæse i trumpethorn, antænde fakler og råbe kampråb, idet de simulerede en langt større styrke og derved fik den langt stærkere fjendehær til at flygte fra slagmarken.

Torsdag lod IDF opstille tanks, artilleri og infanterikampvogne ved grænsen til Gaza, og maskinerne brølede som Gideons trumpethorn. Opstillingerne blev observeret af Hamas og rapporteret viden om i internationale medier som en forestående invasion på landjorden. Ligesom midianitterne styrtede i hundredvis af Hamas-kæmpere af sted for at søge ly i “metro”-tunnelnetværket. Disse tunneller, som blev udgravet og opført af Hamas efter konflikten i 2014 og beregnet til at huse kommandofaciliteter, oplagre våben og fremme beskyttet bevægelse, dækkede snesevise af kilometer i Gazastribens undergrund. Der blev kampstyrkerne fanget, da JDAM efter JDAM tordnede ind oppefra. De overlevende anti-tankhold og morterafdelinger, som dukkede op for at kæmpe mod invasionen, som aldrig kom, blev da ligeledes ramt fra luften.

Dette mesterstykke i taktisk synkronicitet, med alle dets komplekse elementer, symboliserer IDF’s præcisionsangreb i dette felttog, Operation Guardian of the Walls, der allerede har medført skader, som Hamas ikke vil komme sig over i årevis. IDF har lært meget af tidligere engagementer i Gaza og har siden 2014 energisk indsamlet efterretninger og arbejdet på at udvikle kampplaner og teknologiske løsninger til håndtering af Hamas og disses sengekammerater i Palæstinensisk Islamisk Jihad.

Hamas kan ikke matche IDF og kunne nedkæmpes hurtigt og økonomisk langt billigere ved hjælp af direkte og knusende militær magt, hvis det ikke lige var for én bestemt ting — det israelske behov for at minimere tabet af civile liv. Det ved Hamas godt. De ved, at de ikke kan vinde over IDF, og har ingen intentioner om at forsøge. Hele deres strategi går ud på at angribe israelske befolkningscentre ved at bruge raketter, kamikazedroner og tunneler, beregnet til at lokke IDF til modangreb som vil dræbe Hamas’ egne civile, for at bagvaske og isolere Israel rundt om i verden og opnå international støtte til deres sag. Med menneskelige skjolde som det fundamentale element i hver eneste operation er Hamas den første “hær” i historien, som benytter deres egen civilbefolknings liv som krigsvåben.

Deres strategi har været sørgeligt succesrig. Gennem mange års konflikt i Gaza har størsteparten af verdens medier entusiastisk rapporteret om civile palæstinensiske døde, som om disse var det bevidste mål for israelsk ufølsom og hjerteløs krigsførelse. Denne skamløst falske propaganda er blevet grebet af Hamas-støtter og “nyttige idioter” i Vesten. I USA, Storbritannien og Europa så man i sidste uge i hundredvis af anti-Israel demonstranter svinge med palæstinensiske bannere, afbrænde israelske flag, fråde af had til den jødiske stat og skrige op om IDF som babymordere. Hamas’ bagvaskelse er den primære motivator blandt Israel-afskyende akademikere på vestlige universiteter og gymnasier, som har mineret deres falske påstande med righoldige lag af materialer med henblik på at indoktrinere generationer af studerende.

Menneskerettighedsgrupper rundt om i verden har gjort det samme. Der har været snesevise af anti-Israel resolutioner i FN, som oftest trækkende på Hamas’ narrativ og fordrejende hvert eneste aspekt af konflikterne i Gaza. Prisen har været Den Internationale Forbryderdomstol ICC’s beslutning tidligere på året om at iværksætte en fuld undersøgelse, i håbet om at kunne trække israelske soldater, embedsfolk og politikere på anklagebænken i Haag.

Jeg har deltaget i hvert eneste vidneforklarings- og akut krisedebatmøde vedrørende Gaza-konflikter i FN’s Menneskerettighedsråd de seneste 15 år. Den overlagte uvidenhed koblet med ondskabsfuldhed har altid været imponerende. Hver eneste undersøgelseskommission havde afgjort Israels skyld allerede inden sit første møde. Hver eneste diskussion og afstemning har overvældende, og selvfølgelig fejlagtigt, fastslået Israels formodede krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Samtidig er Hamas’ faktiske og mangfoldige krigsforbrydelser blevet fejet til side.

Virkeligheden er meget anderledes end de løgne, som udspringer fra disse nutidige Babelstårne. IDF’s angreb på “metro”-tunnelerne i den forgangne uge afhang af en lynaktion og koordination af 160 fly, som angreb et mindre område inden for et meget kort tidsrum. Samtidig med denne frygtindgydende og indviklede kompleksitet gjorde IDF alt, hvad de kunne for at sikre minimale tab af civile liv ved at vælge mål, hvor det laveste antal uskyldige ville komme til skade, såsom tomme landeveje under hvilke der løb tunneller, og opretholdelse af en tæt overvågning for at sikre, at der ikke pludselig dukkede en busfuld civile op. IDF har indtil nu smadret flere højhusbygninger, som rummede afgørende militær infrastruktur tilhørende Hamas samt civile kontorer og lejligheder. Det er bemærkelsesværdigt, at alle disse bygninger blev smadret uden at der er rapporteret om civile tab.

Som ved tidligere konflikter i Gaza har IDF udsendt radiomeddelelser på arabisk, sendt SMS-beskeder og har endda telefoneret til civile inde i Striben for at advare dem om forestående angreb, om hvor de kunne gå i sikkerhed og hvilke ruter de kunne følge. Gazanere har afgivet interviews, hvori de har bekræftet dette.

Hvis civile ikke forlader et påtænkt mål, har IDF sommetider nedkastet specialdesignet laveksplosiv ammunition (“bank på taget”) for at opfordre dem til at komme ud derfra. Med omhyggelig overvågning af målområder opgiver det israelske luftvåben hyppigt planlagte enkeltflyvninger, hvis der er risiko for civile tab.

I en konflikt som af Hamas er designet til at maksimere civile dødstal, er nogle uundgåelige. Det er for tidligt præcist at vurdere tabstal eller de forholdsmæssige andele af dræbte civile og kampstyrker, men de nuværende vurderinger antyder, at det er lykkedes IDF at minimere de civile tab endnu mere under dette felttog end ved tidligere engagementer i Gaza. Mange i medierne, menneskerettighedsgrupper og internationale organisationer er ilet ud med at karakterisere alle civile tab (bortset fra dem, der er påført af Hamas, selvfølgelig) som krigsforbrydelser. Men Genevekonventionen er uenig. Påføring af civile tab er ikke ulovlig, forudsat at en militær operation er nødvendig for udførelsen af en krig, at de ikke er uforholdsmæssige i forhold til den planlagte militære vinding, og at kampens hærførere ikke bevidst sigter mod civile, også selvom de gør alt, hvad de kan for at undgå at ramme dem.

Medierne godtager rapporter fra Gazas sundhedsministerium som autoritative og objektive. Det er uvederhæftigt, og det ved de godt. Sundhedsministeriet er kontrolleret af Hamas og følger hver eneste af dennes ordrer. Blandt de cirka 2.000 raketter, som indtil nu er blevet affyret af Hamas under denne konflikt, er for eksempel cirka 400 mislykkedes og er landet inde i Gaza. Nogle af dem har dræbt civile og sundhedsministeriet har tilskrevet dem alle IDF’s handlinger.

Imod hvad man kunne forestille sig, har det mest effektive middel til at redde civile gazaneres liv faktisk været Israels Iron Dome anti-missilsystem. Trods Hamas’ forsøg på at overbebyrde det, har Iron Dome været 90% succesrig med hensyn til at forhindre missiler fra Gaza i at ramme deres mål. Ikke alene har dette reddet talløse israelske civiles liv, men det har også betydet, at IDF’s felttog kan være mere velovervejet, udvise større skelnen og være mere præcist. Hvis hundredvis af israelere døde på grund af Hamas’ raketter, ville IDF ikke have andet valg end at angribe Gaza med langt større grumhed, og landstyrker ville allerede være trængt ind i Gazastriben, hvilket uundgåeligt ville forårsage langt flere civile tab, end vi har set indtil nu.

Til trods for alt dette har de egentlige ofre under dette felttog faktisk været Gazas civile borgere, sådan som medierne uophørligt viser os. Men som regel går de fejl af årsagen. Hvert eneste tab skyldes Hamas’ uprovokerede aggression imod Israel. Uden den havde ingen af dem fundet sted. Når denne kamprunde på et tidspunkt er ovre, vil Hamas arbejde for at genopbygge bedre til næste gang — dvs. genskabe deres militære kapabiliteter fremfor den civile infrastruktur. Hvis vestlige regeringer, internationale organisationer og menneskerettighedsgrupper virkelig er interesserede i at undgå lidelser i Gaza, burde de tage fat nu og kæmpe for at bringe Hamas’ terrorregime til ophør i stedet for at støtte det ved at efterplapre dets formørkede narrativ.

Oberst Richard Kemp er tidligere kommandør i den britiske hær. Han stod også i spidsen for det internationale terrorismeteam under det britiske regeringskontor, U.K. Cabinet Office, og er i dag skribent og foredragsholder vedrørende internationale og militære forhold. Han er Shillman Journalism Fellow ved Gatestone Institute.