Trump i fin form lørdag aften

Af Lars Hedegaard.

USA’s ældste og mest indflydelsesrige konservative organisation af aktivister og ledere, Conservative Political Action Coalition (CPAC), har netop holdt sit årsmøde i Washington D.C., og arrangørerne benyttede lejligheden til at lave en meningsmåling blandt de ca. 2000 deltagere om deres foretrukne republikanske præsidentkandidat i 2024. Det blev en overbevisende sejr til Donald Trump, som fik støtte af 62 pct., mens hans formentligt farligste udfordrer, Floridas guvernør Ron DeSantis, blev foretrukket af 22 pct. Trods vedholdende rygter om Trumps svindende indflydelse i det republikanske parti, er han altså stadig en formidabel kraft.

Trump kvitterede ved at holde en brandtale lørdag aften, hvorunder det lykkedes ham at lægge sig ud med alle sine hovedmodstandere såvel i USA som internationalt. Det gjaldt ikke mindst republikanske ”Kina-elskere” og ”frihandelsfanatikere”, som sidder tungt på dele af det republikanske partiapparat og har stor indflydelse i Senatet, og som hader Trumps Amerika-først politik. For sine demokratiske modstandere havde han ikke andet end foragt. De har, sagde den tidligere præsident, anbragt USA i et ”beskidt kommunistisk mareridt”. Tidligere omtalte Trump demokraterne som socialister, men nu foretrækker han at kalde dem kommunister.

Kina-elskerne er ansvarlige for at have foræret de kinesiske kommunister enorme summer via deres kommunistvenlige handelspolitik ­– penge, som Beijing har brugt til at opbygge sit militær.

Trump havde også knoppede ord om Den Dybe Stat og dens bureaukrati i Washington, som han sagde aldrig ville eje ham. Tvært imod lovede han ”totalt at tilintetgøre Den Dybe Stat”, når han efter planen atter sidder i Det Hvide Hus i januar 2025.

Og hvis nogen skulle lide under den misforståelse, at Trumps gren af de amerikanske konservative var bedste venner med storkapitalen, rev han dem ud af denne vildfarelse. Han lovede nemlig også at gøre op med de store kapitalinteresser, som han beskyldte for udelukkende at handle ud fra egne profithensyn på bekostning af den amerikanske befolkning.

Trump tegnede et dystert billede af ikke bare USA’s men verdens fremtid, hvis demokraterne bliver siddende ved magten. Skulle demokraterne vinde i 2024, vil vi ikke længere have et land, sagde han til tilhørernes tydelige tilfredshed. Han betegnede sine demokratiske modstandere som ”galninge og sindssyge”, der er godt på vej til at kaste verden ud i en tredje verdenskrig.

Derimod fremstillede Trump sig som fredens mand, og gjorde opmærksom på, at USA ikke kastede sig ud i nye krige, mens han var præsident. Tvært imod afsluttede han nogle krige og lovede at gøre det samme med konflikten i Ukraine. Når jeg kommer til, sagde han, vil jeg bringe en ende på Rusland-Ukraine-konflikten i løbet af én dag.

Trumps lange tale blev gentagne gange afbrudt af jubelbrøl fra de forsamlede tilhængere, og der er ingen grund til at tvivle på, at den tidligere præsident – som i øvrigt så ud til at være i fin form – mente hvert ord.

Men kan han vinde næste valg? Eller spørgsmålet er måske snarere, om en republikaner, som mere eller mindre vil føre Trumps politik, vil kunne vinde.

Alt hvad der kan skrabes sammen af pengeinteresser, medier, Den Dybe Stat og udenlandske modstandere – og ikke mindst Kina – vil blive mobiliseret. Og hvis det skulle vise sig, at en Amerika-først republikaner alligevel ser ud til at vinde, har Den Dybe Stat andre metoder. Det afgørende er som bekendt ikke, hvordan vælgerne stemmer, men hvem der tæller stemmerne op.

https://www.breitbart.com/politics/2023/03/04/watch-live-donald-trump-speaks-at-cpac-2023/

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)