Trump skal knuses med alle midler

Af Lars Hedegaard.

Der er noget højst mærkværdigt ved hele den sørgelige Trump-saga. Har I bemærket det? Næsten ingen demokrat, ingen af regime-medierne og meget få af hans dødsfjender i det republikanske establishment har angrebet ham for den politik, han førte som præsident.

Hvad skulle det også være? At den ulovlige indvandring i hans præsidentperiode var en brøkdel af, hvad den er under Biden? At han gjorde USA selvforsynende med energi, hvilket var med til at holde inflationen i tømme og medførte en stigende realløn for arbejder- og middelklassen? At han i modsætning til så godt som alle tidligere præsidenter efter 2. Verdenskrig undlod at kaste USA ud i krige? At han sænkede skatterne og fjernede en masse reguleringer til gavn for almindelige amerikanere og erhvervslivet?

Og opførte han sig som den Hitler, demokraterne og medierne vil gøre ham til? Kastede han journalister i fængsel? Tvangslukkede han medier. Byggede han koncentrationslejre? Rekrutterede han bevæbnede bøllekorps til at angribe og intimidere sine modstandere? Nå nej, det var demokraterne, der heppede på de sortklædte Antifa- og Black Lives Matter-voldsmænd, som i månedsvis fik lov at husere i mange demokratisk-styrede byer med adskillige nedbrændte bygninger, ødelagte virksomheder og dødsfald til følge.

Selvfølgelig bryder demokraterne og venstrefløjen sig ikke om hans politik, fordi de helst ser almindelige amerikanere reduceret til Den Dybe Stats magtesløse og umælende undersåtter. Men det kan de jo ikke sige åbent, og derfor koncentrerer de sig om at hade personen Trump. Som hysteriske kvinder erklærer på fjernsynet, vil de bare have ham til at forsvinde, f.eks. ved at sende ham i eksil i Saudi-Arabien. Og hvis Trump er Hitler, er man naturligvis moralsk berettiget til at eliminere ham med alle midler. I den forbindelse kan det være ligegyldigt, om Trump er skyldig eller uskyldig i den syndflod af anklager, der skyller ind over ham. Man ved bare, at han er ond, og at onde mennesker ikke fortjener nogen fair behandling.

Adskillige fremtrædende republikanere, som tidligere vicepræsident Mike Pence og tidligere justitsminister Bill Barr, har meldt sig under Trump-hadernes faner. Heller ikke de har noget substantielt at kritisere Trumps politik for. Deres eneste angrebspunkt er, at Trump rejste indvendinger mod den måde, hvorpå 2020-valget foregik og ville have staternes lovgivende forsamlinger til at gå det efter i sømmene – hvilket var hans gode ret.

Hvad de Trump-hadende republikanere ønsker, er at vende tilbage til den lykkelige tilstand, da republikanere og demokrater i Washington i fred og ro kunne lave lokumsaftaler, mens de opfedede deres bankbeholdninger.

Hvad vi er vidner til, er ikke politik, men klassekamp. De rige og mægtige mod de små og magtesløse.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)